
Ib frygter skyskraber-projekt - Har ide med container og kran
Ib Mejer Christensen, genbo til skyskraber, har en ide, som involverer både kran og container. Han har den med under armen, når Mariagerfjord Kommune holder borgermøde på DS Arena
HOBRO: Du kan godt regne med, at Ib Mejer Christensen fra Hobro vil dukke op, når Mariagerfjord Kommune torsdag 3. november holder borgermøde på DS Arena om et spektakulært nyt byggeri i Hobro - et 46 meter højt boligbyggeri i 15 etager.
Bølgerne går allerede højt i debatten om skyskraberen, som den lokale erhvervsmand Bent Dahl vil opføre til afløsning for det forfaldne Klochhus.

Vil det nye skæmme eller forskønne? Hvad vil det betyde for omgivelserne og byen? Kan det passes ind?
Spørgsmålene er mange. Ib Mejer Christensen er genbo til Klochhuset, og han har allerede gjort sin stilling klar - og så har han en ide, som involverer både kran og container.
Borgermødet holdes i loungen på DS Arena i Hobro. Naboerne til Jernbanegade 15 A og B har fået en personlig invitation i deres e-boks.
Men alle borgere er skam velkomne. Borgermødet begynder klokken 19 og er sat til at vare et par timer. Du kan forvente at få en grundig orientering om projektet.
Ib Mejer Christensen bor i en lejlighed i Jernbanegade 12, anden sal, over for Klochhuset, og han er bekymret for, at det planlagte byggeri ikke bliver pænt.

Ifølge Ib Mejer Christensens beregninger svarer 15 etager og 46 meter til, at man tager 20 containere og stabler dem oven på hinanden.
- Jeg tror ikke folk har mulighed for at forestille sig, hvor højt det bliver. De har taget nogle billeder, eksempel fra Randersvej, men det giver ikke en god fornemmelse.
- Jeg foreslår, at de sætter en kran op ved Klochhuset og hejser en container op i 46 meters højde, så man kan se, hvor højt det er, siger Ib Mejer Christensen om sin idé.

Det er netop ideer og forslag, som Mariagerfjord Kommune nu efterlyser. Der er sat en frist til 11. november, hvor borgerne kan sende dem på mail til kommunen.
Bygningen på 46 meter vil, hvis den realiseres, blive det suverænt højeste boligbyggeri i Hobro til dato.
- Et højhus af et omfang, der vil påvirke ikke blot de nære omgivelser, men visuelt også store dele af Hobro by, konstaterer kommunen i sin invitation til borgermøde.

De billeder og visualiseringer, som Ib Meier Christensen henviser til, er udarbejdet af arkitektfirmaet Bjørk og Maigaard og ligger i sagen til teknik- og miljøudvalgets møde 5. september 2022.
Du kan finde dokumenterne på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside.
Ideoplægget fra arkitekterne hedder "Fra skrot til pejlemærke".



