I disse dage har husets tekniske personale travlt med at klargøre salen til den kommende sæson – og det bliver med nyt bæredygtigt LED-scenelys samt nye LED-lyskilder i de store salspendler.
Livet her

Musikhus investerer stort beløb i bæredygtigt lysshow

18. januar 2023 kl. 20:01

AARS: Kriser tvinger os at tænke nyt og kreativt, siger man. Og der er noget sandhed i, at kriser ikke kun fører dårlige ting med sig. De høje energipriser har nemlig helt konkret sat turbo på Vesthimmerlands Musikhus ALFAs bæredygtige omstilling. Det fortæller ALFA. 

I disse dage har husets tekniske personale travlt med at klargøre salen til den kommende sæson – og det bliver med nyt bæredygtigt LED-scenelys samt nye LED-lyskilder i de store salpendler. 

De nye stationære LED-lamper bruger kun omkring en fjerdedel af de gamle lampers forbrug.

Scenelyset har været en af de store syndere i drifts- og klimaregnskabet for musikhuset, da de mange store lamper har et meget højt elforbrug. Takket være donationer fra fonde og lokale bidragsydere har ALFA nu kunne udskifte deres gamle lamper med nye, moderne LED-lamper med langt bedre ydelse. 

De nye stationære LED-lamper bruger kun omkring en fjerdedel af de gamle lampers forbrug. Det nye scenelys består både af stationært og bevægeligt scenelys efter nutidige standarder, hvilket er en mærkbar forbedring, da ALFAs scenelys var af ældre dato og udelukkende stationært. 

Musikhusets tekniske personale, Søren, Remi og Peter, modtager første leverance af det nye bæredygtige scenelys i ALFA.

Det bevægelige lys har været på ønskelisten længe, da det er blevet normen ved større koncertproduktioner. Derfor betyder investeringen i bæredygtigt scenelys både energi- og klimamæssige gevinster samtidig med, at den giver både kunstnere, brugere og publikum en endnu bedre oplevelse ved kulturarrangementer i ALFAs sal. Det gør med andre ord musikhuset til en mere attraktiv og konkurrencedygtig medspiller for kulturlivet. 

ALFA sender en stor tak til de mange bidragsydere, der har støttet projekt bæredygtigt scenelys. Norlys Vækstfond har doneret 200.000 kr., Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har doneret 250.000 kr., Alfas Venner har doneret 15.000 kr., Lions Club Aars har doneret 5.000 kr., og Rotary Aars har doneret 5.000 kr. 

Peter måtte til vejrs i liften for at montere de ombyggede salpendler.

Foruden selve scenelyset har de ni store pendler, der oplyser selve publikumsområdet i salen, ligeledes sat deres markante præg på elregningen. Som et særskilt projekt hertil har man søgt fondsmidler og sponsorater – ikke til nyanskaffelser, men derimod til ombygning af lamperne til dæmpbare LED-lyskilder. Det giver en reduktion fra 750W til 55W pr. lampe. Derfor sendes der ligeledes en stor tak til Fonden Himmerland (Himmerland Forsikring), som har støttet ombygningen af salpendlerne med 20.000 kr. 

- Vi mangler endnu et par leverancer, før den fulde ordre på scenelyset er i hus, men lamperne tages i brug efterhånden, som de leveres. Vi forventer at kunne have det hele i brug til kulturugen AHA!, til koncerten med Pink Floyd Project, fortæller ALFA. 

Annonceret indhold

Nyeste