Der sker ting og sager for tiden i Hobro.
Mennesker

Thomsen forlænger med hjerteklubben og drømmer stort

25. august 2023 kl. 09:02

Da Hobro IK i juni 2021 præsenterede Martin Thomsen som ny cheftræner var det et match, der i den grad gad mening. Her 26 måneder senere giver det endnu bedre mening at forlænge kontrakten med Martin Thomsen, der efter en meget vanskelig indledning på livet som cheftræner i barndomsklubben for alvor har fået fodfæste. 

Lige nu står han og Hobro IK som en af de helt store stjerneklare solstrålehistorier på den nordjyske sportshimmel. 

Trods et budget, der år efter år vil skrige nedrykningsfare er Hobro - anført af Martin Thomsen - stille og roligt ved at konsolidere sig i 1. division, og man har oven i købet fået skabt en fødekæde af spændende unge spillere, der kan spille noget moderne fodbold, der ligger et godt stykke fra det nødvendige betonfodbold, som Hobro har været nødt til at praktisere de seneste mange år. 

- Timingen for denne forlængelse er rigtig god af flere årsager. Jeg er stolt af den måde, vi som klub har løst de massive sparerunder, vi har været igennem. Vi har fået ført nogle unge spillere ind på holdet, som sammen med en rutineret kerne kan være med til at løfte vores niveau yderligere. Det er også meget spændende for mig at se, hvor langt det her kan række, siger Martin Thomsen. 

Han understreger i samme åndedrag, at han slet ikke har en oprykning i tankerne, når han peger på det store potentiale, der ligger i den nuværende trup. 

- Vi nyder vores succes lige nu, og vi skal have lov til at drømme. Det er vigtigt, at vi giver os selv lov til det. Men nu skal vi møde alle de formodede tophold, og det kan hurtigt se meget anderledes ud. Vi ved, at vi nok skal komme ned på jorden resultatmæssigt, men vi ved også, at det er okay. Vi skal bare køre på med det hårde arbejde, så vi kan blive ved med at udvikle os, siger Martin Thomsen. 

Stor tillid

I de første to sæsoner har der været udviklet løbende på den enkelte spiller, men den store spillemæssige udvikling er blevet skubbet i baggrunden, fordi efteråret i begge tilfælde har været svære perioder. 

- Jeg er særligt stolt af måden, som vi kom igennem den første sæson på. Vi stod virkelig sammen, da det så svært ud efter en hård efterårssæson, og man kunne bestemt godt kigge på mig som cheftræner og overveje, om der skulle ske noget. Der var bare fuld opbakning og tro på, at vi kunne løfte det her sammen, og det er det fundament, vi siden har arbejdet ud fra, siger Martin Thomsen. 

Hobro oplever lige nu sin største sportslige succes i mange år, og med den succes kan Martin Thomsens navn også hurtigt blive varmt på rygtebørsen, ligesom flere af Hobro-spillernes kursværdi er stærkt stigende. 

Martin Thomsen har tidligere gjort karriere i Hobro-trøjen. Nu indtager han trænerbænken. 

Hobro-træneren regner dog også med, at de kommende år skal dedikeres til hjerteklubben, men der er ingen tvivl om, at ambitionen er at blive træner på det højeste niveau i Danmark på den ene eller anden måde. 

- Jeg har søgt optagelse på P-træneruddannelsen, som begynder her i januar. Det forløb tager halvandet år. Det er mit håb, at jeg bliver optaget, og så kan jeg i hvert fald dygtiggøre mig og få papirerne i orden, så jeg også kan blive træner i Superligaen på et tidspunkt. Det er naturligvis også en ambition, men først og fremmest er jeg bare glad for at kunne fortsætte arbejdet i Hobro de kommende år.

Annonceret indhold

Nyeste