Bag initiativet til Mariagerfjord Kvindenetværk står Lone Kalstrup, selvstændig erhvervsdrivende, Pythea, Tina Woods, afdelingsleder, Buchs A/S og Vibeke Riis Jakobsen, viceforstander, Hobro Efterskole. Privatfoto
Mennesker

Skønne kvinder samles i nyt lokalt kvindenetværk

Nye interesserede kan stadig nå at være med fra start

27. januar 2022 kl. 11:24

Over 25 aktive lokale erhvervskvinder har allerede givet tilsagn om, at de gerne vil være med, og flere er velkomne, når der torsdag 3. februar holdes stiftende generalforsamling i Mariagerfjord Kvindenetværk.

Netværket har i de seneste fem år eksisteret i Hobro IK-regi, men ser nu i fremtiden ud til at stå ”på egne ben”.

Bag initiativet står viceforstander på Hobro Efterskole, Vibeke Riis Jakobsen, Lone Kalstrup, Pythea, og Tina Woods, afdelingsleder hos Buchs A/S.

De er alle en del af det ”gamle” kvindenetværk i fjordkommunen og ville allesammen nødig undvære det fællesskab, som gennem de seneste fem år er bygget op i lokalområdet.

- I HIK Kvindenetværk har vi altid haft tradition for at spille hinanden gode – og det er jeg sikker på, vi bliver ved med i det nye uafhængige netværk, hvor medlemmerne får mulighed for at sætte sig selv i spil i et netværk, hvor vi gensidigt inspirer og understøtter hinanden inden for emner som generel ledelse, HR, marketing, økonomi m.v.

- Mange af os kender allerede hinanden rigtigt godt, men vi glæder os også til at byde helt nye medlemmer velkommen, betoner Vibeke Riis Jakobsen.

Det nye kvindenetværk i Mariagerfjord Kommune får fast base på Hotel Amerika og samles første gang til stiftende generalforsamling 3. februar. Privatfoto

Kvindenetværket samles fast til syv årlige morgenmøder med fokus på faglighed og personlig udvikling.

På de faste møder, som bliver holdt på Hotel Amerika i Hobro, plejer kvinder netværksrelationerne over relevante samtaler og inspirerende og emne-aktuelle oplæg til morgenkaffen.

Og facilitator i netværket vil også fremover være Lone Kalstrup, Pythea, som dermed fortsætter i den rolle, hun også har haft i det ”gamle” HIK Kvindenetværk.

- Med i alt cirka 30 positive forhåndstilkendegivelser, størstedelen fra det nedlagte HIK Kvindenetværk, har vi allerede et godt, dynamisk og økonomisk sundt fundament for vores nye netværk. Og medlemskredsen spænder bredt fra erhvervskvinder i mindre virksomheder til ledere og mellemledere i større virksomheder, institutioner og den offentlige sektor.

- Det giver mulighed for erfaringsudveksling på utallige planer. Og samtidig vil vi også i fremtiden have fokus på den gode stemning, der altid har præget vores møder, understreger Lone Kalstrup.

Lone Mikkelsen, ejer af Kop og Kande i Hobro, er en af de kvinder, der overhovedet ikke har været i tvivl om, at hun skulle følge med over i det nye selvstændige kvindenetværk.

- Jeg kan slet ikke undvære at mødes med de skønne kvinder og vil sætte en ære i at hjælpe netværket videre i den gode retning.

- I kvindenetværket gør vi brug af hinanden på kryds og tværs – både til møderne, men også udenfor møderne. Vi har skabt både netværk og venskaber – og jeg synes, vi er helt unikke og gode til at gøre hinanden stærke, siger hun.

Æren for dét kan ifølge Tina Woods i høj grad tilskrives Lone Kalstrup, og derfor glæder hun sig også over, at Lone Kalstrup fortsætter som frontfigur i det nye kvindenetværk.

- Det er af afgørende betydning, at vi i det nye netværk fortsat har en stærk frontfigur, som Lone Kalstrup er.

- Hun forstår virkelig at få det hele til at spille og er dermed med til at sikre, at netværket forbliver aktuelt og værdifuldt for medlemmerne.

- Jeg har selv været med i HIK Kvindenetværk i alle fem år og er altid fuld af god energi og ny viden, når jeg forlader et netværksmøde, fremhæver Tina Woods.

Den stiftende generalforsamling i det nye Mariagerfjord Kvindenetværk holdes som de øvrige netværksmøder på Hotel Amerika.

Eventuelle nye interesserede kan kontakte facilitator Lone Kalstrup på tlf. 40346872 eller via mail-adressen l.kalstrup@pythea.dk

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu