- Der er altid mennesker på mine billeder. Jeg foretrækker helt klart den personlige fotografering, fortæller Pia Larsen. Privatfoto
Mennesker

Pia startede med at fotografere i sin fritid: Nu har hun egen virksomhed

08. august 2022 kl. 15:45

Det startede som en hobbyvirksomhed med studie hjemme i stuen. I dag lever Pia Larsen fra Valsgård af at fotografere og kan fredag den 12. august fejre et flot 10-års jubilæum bag kameraet.

Interessen for fotografering begyndte at spire, da Pia i 1988 kom i lære som butiksassistent hos Hobros daværende fotoforretning Foto-Kino, der havde hjemme på Adelgade. Her var hun i sammenlagt 10 år, inden hun skiftede til et job på en fabrik og derefter et job i fritidsordningen i Valsgård.

- Det var mens jeg arbejdede i fritidsordningen, at jeg for alvor begyndte at fotografere i min fritid, og i 2012 fik jeg registreret min virksomhed, som slet og ret hedder Foto Larsen. Allerede året efter fik vi bygget et stort, flot fotostudie i tilknytning til vores bolig, så jeg ikke længere skulle sidde i stuen og arbejde med billederne. Det var et stort skridt for min virksomhed, fortæller Pia Larsen, der siden også har taget en toårig uddannelse som fotograf.

- Jeg fortsatte dog med at arbejde i fritidsordningen, men droslede stille og roligt ned i timer, og for fire år siden gik jeg fuld tid med fotografering.

Pia Larsen. Privatfoto <i>Privat</i>

Elsker at fotografere børn

At Pia Larsen kunne gå fuld tid med sin virksomhed skyldes ikke mindst hendes særlige talent for den personlige fotografering, herunder evnen til at fotografere børn. Det er blevet en betydelig del af virksomheden.

- Jeg får mange børn på besøg i mit studie, hvor jeg har en lang række forskellige muligheder og tilbud, blandt andet måneds- eller kvartalsfotografering til de yngste, hvor man følger barnets udvikling. Men selvfølgelig også helt traditionelle studieportrætter af børn i alle aldre, og hvad man ellers har af idéer til det gode foto.

Det er også blevet en væsentlig del af Pias forretning, at hun tager ud til dagplejere og børnehaver i det meste af Nordjylland for at fotografere børnene. Her fotograferer hun omkring 750 børn om året, hvor forældrene så efterfølgende får mulighed for at købe billederne, som de kan se og udvælge på nettet.

- Nøglen til det gode billede af børn er at have tålmodighed, og det har jeg. Det handler også om at få børnene til at føle sig trygge.

Pia Larsen med kamera og bil - klar til at rykke ud eller tage imod i studiet. Privatfoto

Altid med mennesker

Selvom børnefotografering fylder en del for Pia, så fotograferer hun også blandt andet klassiske familieportrætter, bryllupper, konfirmander, medarbejderportrætter i virksomheder og klassiske pasfoto.

- Der er altid mennesker på mine billeder. Jeg foretrækker helt klart den personlige fotografering, mens jeg eksempelvis overlader produktfotografering til andre, fortæller Pia Larsen, der i virksomheden får god hjælp af sin mand Karsten.

- Han har sit eget job, men når han har tid, hjælper han blandt andet med at skære billeder og fakturere, fortæller hun.

Jubilæet markeres med en række særligt gode tilbud.

Annonceret indhold

Nyeste