Ny speciallæge er faldet godt til i Hobro
Lene Hedelund tilbyder behandling af hud- og kønssygdomme i H. I. Biesgade


Speciallæge, PhD og tidligere overlæge på Skejby Sygehus i Aarhus, Lene Hedelund, er ny speciallæge i Hobro.
Lene Hedelund har hjemme på H.I Biesgade 6 i hjertet af Hobro, hvorfra hun tilbyder undersøgelse, udredning og behandling af hud- og kønssygdomme.
- Jeg overtog klinikken pr. 1. januar i år fra speciallæge Inger Louise Wildfang, som har drevet klinikken siden 1996.
- Jeg har i flere år drømt om at blive selvstændig og få min egen klinik, og nu opstod muligheden her i Hobro, fortæller Lene Hedelund, der kommer fra en stilling som overlæge på hudafdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvorfra hun har 10 års erfaring med behandling af hud- og kønssygdomme, ligesom hun har haft mange års virke som underviser af kommende læger og hudlæger.
Privat bor Lene Hedelund i Aarhus.
- Jeg synes, at jeg har fået en rigtig god start, og er allerede faldet godt til i Hobro, der er en hyggelig og dejlig by. Jeg glæder mig til samarbejdet med både læger og patienter.
- Rammerne her på klinikken kan jeg også godt lide, selvom jeg på lidt længere sigt har planer om at modernisere lokalerne, slutter Lene Hedelund.
Ud over Lene Hedelund kan du i klinikken også møde klinikassistent Conny Hansen, der også arbejdede hos den tidligere speciallæge på adressen.