Birte Overgaard, Lars Sølgaard og Marianne Andersen har skrevet en bog om besættelsestiden i Hadsund. Bogen er på 352 sider og rigt illustreret.
Mennesker

Ny bog fortæller historier fra krigens tid i Hadsund

25. november 2022 kl. 14:00

HADSUND: I 2020 var det 80 år siden, Danmark blev besat af tyskerne og 75 år siden, landet blev befriet. Milepælene skulle have været markeret landet over, også i Hadsund og omegn, men blev som så meget andet aflyst på grund af corona-situationen.

I stedet besluttede Marianne Andersen, Birte Overgaard og Lars Sølgaard at påbegynde arbejdet med en bog om besættelsestiden, og den er nu, to år efter, klar til udgivelse.

4. december udkommer ”Besættelsestiden i Sydøsthimmerland 1940-1945”. Den udgives af Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv. 

Et af billederne fra bogen.

Bogen er på 352 sider og rigt illustreret, og den fortæller blandt andet om sabotagehandlinger, nedkastninger af våben, vagtværn, danske nazister, desertører og flygtninge, flugt til Sverige og retsopgør, men også om den stille protest, dagliglivet under besættelsen og tiden efter befrielsen.

Forfatterne har fordybet sig i store mængder arkivalier, blandt andet breve, fotos, optegnelser fra krigens tid, nedfældede erindringer og vidnesbyrd og har selv interviewet en lang række nulevende personer og efterkommere om deres oplevelser.

Bogen slutter med ”Som de huskede besættelsestiden”, beretninger fra 26 personer, der har nedfældet deres erindringer fra besættelsestiden og befrielsen. 

Udgivelsen af ”Besættelsestiden i Sydøsthimmerland 1940-1945” er støttet økonomisk af Sparekassen Danmark Fonden Hobro, Fonden for Andelskasserne i område Nord og Mariagerfjord Kommune.

Coveret fra den nye bog.
Annonceret indhold

Nyeste