To generationer af nordjyske lydbehandlere: Malene Groes Sloth og Birthe Lorenzen. Privatfoto
Mennesker

Lydbehandler i Als får nu også klinik i Aalborg

Erfaren læremester lader stafetten gå videre til næste generation

19. februar 2021 kl. 15:51

Malene Groes Sloth, som i forvejen driver lydbehandlerklinik i Als, udvider nu sit arbejdsområde, så det også kommer til at omfatte Aalborg.

Det sker i forbindelse med, at Malenes ”gamle” læremester, Birthe Lorenzen, stopper som aktiv lydbehandler efter 40 år og i samme forbindelse overdrager sin klinik, Aalborg Lydbehandling i Hasseris, til kollegaen i det østhimmerlandske.

Birthe Lorenzen og Malene Groes Sloth mødte første gang hinanden, da Malene som 12-årig fik stave- og læsehjælp af Birthe i form af lydbehandling.

Herefter var forholdet sat på pause i nogle år, indtil de to i 2016 mødtes igen, da Malene gik i mesterlære hos Birthe Lorenzene for at blive uddannet som lydhandler.

I foråret 2018 var Malene Groes Sloth færdiguddannet og åbnede lydbehandlerklinik i Als, og siden har de to lydbehandlere haft tæt kontakt med hinanden. Både som kolleger og som veninder.

Birthe Lorenzen har således fulgt Malenes opstart som lydbehandler meget tæt - dels for at sikre Malene kom godt i gang, men også for at være der, hvis Malene havde brug for lidt erfaren sparring eller blot lyst til lidt venskabelig snak.

- Netop Birthes nærvær, omsorg, hjertevarme og åbenhed overfor alle, ligegyldigt hvem man er, har hendes elever og forældre mærket igennem de mange år, hvor hun har hjulpet tusindvis med at blive bedre til at stave og læse.

- Men når det så er sagt, så har Birthe også sin egen mening, og hun siger altid, hvad hun mener - på godt og ondt men altid fra hjertet, fortæller Malene Groes Sloth.

I en alder af 77 år har Birthe Lorenzen nu endegyldigt valgt at stoppe som lydbehandler.

Det er helbreddet, der skranter lidt for meget, og Birthe føler derfor ikke længere, det er muligt for hende at yde det optimale, som altid er nødvendigt overfor elever i et lydbehandlingsforløb.

Derfor stopper hun og overdrager Aalborg Lydbehandlerklinik til næste generation.

- Jeg har jo selv uddannet Malene, så jeg ved, at lydbehandlingen i Aalborg fortsat vil være i meget gode hænder, som Birthe Lorenzen udtrykker dét.

Selv om Birthe Lorenzen stopper, vil hun stadig holde kontakten til Malene - og i øvrigt være fast knyttet som “seniorrådgiver” til en gruppe af fire lydbehandlere over hele landet, hvoraf Malene Groes Sloth er den ene.

På den måde sikres dét, at Birthes store erfaring og viden inden for lydbehandlingsområdet ikke går tabt - men fortsat kan blive til glæde for de mange personer, der stadig hver dag døjer med, at bogstaverne driller i skolen og på arbejdspladsen.

Aalborg Lydbehandlerklinik har hidtil haft adresse i privaten hos Birthe Lorenzen i Hasseris, men får derfor fremover adresse i Kellerupgade 5 i Aalborg.

Her vil Malene Groes Sloth tilbyde lydhandling til Aalborg og opland - sideløbende med at hun fortsætter med at drive lydbehandlerklinik i Als ved Hadsund.

Yderligere oplysninger om de to klinikker - og om lydbehandling i øvrigt - kan findes på hjemmesiden www.lydbehandling.dk

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu