Lilli Jørgensen var 22 år, da hun begyndte at klippe i Hobros ældste frisørsalon, Vi-Ka. Nu er hun 65 år og klar til at afhænde forretningen. 
Mennesker

Lili har været frisør i Hobro i 43 år - nu vil hun sælge

04. september 2023 kl. 14:00

- Sig mig, står du her endnu?! Bemærkningen fra en forbavset kunde i salon Vi-Ka i Hobro antyder, at Lili Jørgensen ikke er én, der render af pladsen i utide. 

I 43 år har Lili Jørgensen været frisør i salonen, der ligger centralt i Hobro, i gågaden over for Kirketorvet. Og ja, hun står her - lidt - endnu og tager imod med et stort smil. 

Lili er fyldt 65 år og har sat salonen til salg. Hun håber, der er en køber derude til "en af de gamle saloner i Hobro med gode og søde kunder". 

- Jeg har været frisør i alt i 47 år, og jeg har været rigtig glad for det, fastslår Lili Jørgensen, som da Nordjyske kigger inden for, lige har klippet en herre, der bor i Suldrup, og som har været kunde hos Vi-Ka i 61 år. 

Det er noget af det, som har gjort det til et dejligt job at være frisør det samme sted så længe, synes Lili Jørgensen. At hun har mange trofaste kunder, som kommer langvejs fra. 

Lili Jørgensen, der har frisørsalon Vi-Ka på Adelgade, har både mandlige og kvindelige kunder. Nu har hun sat forretningen til salg.

- Der er en dame, som jeg laver permanent på, som er kommet her i 41 år. Jeg har også klippet hendes mor på plejehjem; hendes datter, børnebørn og oldebørn, fortæller Lili Jørgensen. 

Kunderne kan lide, at det er uden tidsbestilling. De møder bare op og venter, fortæller Lili Jørgensen, som hverken har computer eller onlinebestilling. 

Til gengæld har hun beholdt et kartotek. I en sort kasse med låg har hun kort, hvorpå hun omhyggeligt noterer kundens navn, dato for klipning eller permanent mv.

De særlige kraver, som frisører traditionelt har brugt ved herreklipninger, har Lili også holdt fast i. Alle hendes kunder får sådan en krave bøjet ned omkring kappen - det er hygiejnisk. 

Lilli Jørgensen var 22 år, da hun begyndte i Hobros ældste frisørsalon, Vi-Ka. Nu gør hun klar til at tage afsked med den og arbejdsmarkedet. Hun ser frem til flere cykelture og til at gå i haven. 

Bagerst i salonen er et lille rum med tre pladser og udsugning. Det er til de kunder, der skal permanentes eller farves. Arbejdstilsynet synes, det er helt genialt, at de sidder for sig, fortæller Lili Jørgensen stolt.

Farverne, som de bruger i salonen, er fri for tilsætningsstoffer og lugter ikke. Men hvis Lili skal være ærlig, er rød, blå og lilla farver i håret ikke lige hende. 

- Jeg er mest vild med at klippe. Det er dejligt at gøre en forskel for kunderne. Det kræver rutine at give råd om, hvad der klæder dem, siger hun. 

Lili Jørgensen blev udlært for 43 år siden og ansat i Vi-Ka hos frisørmester Flemming Christensen. Da han 12 år senere gik på efterløn som 60-årig, købte Lili Jørgensen salonen.

Denne sommer har Salon Vi-Ka for første gang i 43 år holdt ferielukket. Personalet var sygdomsramt, og Lili Jørgensen måtte tage en ekstra tørn. Hun mærkede, at helbredet ikke kunne holde til det mere. 

Så selv om hun elsker sit job, har hun sat salonen til salg. Hun ser frem til at få bedre tid til at passe sin have og tage på flere cykelture. 

Annonceret indhold

Nyeste