Jørn Christiansen stiftede Alsbussen i 2008.
Mennesker

Kendt vognmandsfirma er til salg

22. september 2022 kl. 15:51

Efter små 15 år i spidsen for Alsbussen i Hobro ønsker vognmand Jørn Christiansen at give stafetten til sin virksomhed videre. Han har derfor indledt jagten på sin arvtager.

- Jeg elsker min virksomhed og mine kunder og nyder stadig hver eneste dag på arbejde, men dåbsattesten er begyndt at vidne om, at jeg skal stoppe på et tidspunkt.

- Derfor har jeg i tilpas ordentlig tid – og i tæt samarbejde med Mariagerfjord Erhvervsråd – indledt arbejdet med at finde en køber til virksomheden. Det dur jo ikke at starte den proces, 14 dage før jeg ønsker at stoppe. Nu kan jeg i stedet bruge den fornødne tid, samtidig med at jeg stadig nyder at stå i spidsen for virksomheden, lyder det fra 65-årige Jørn Christiansen, der igennem årene har drevet virksomheden sammen med sin hustru Hanne, der har stået for det administrative.

”Med undtagelse af udfordringerne omkring corona-nedlukningerne har der været vækst i virksomheden stort set siden starten, og det kommende regnskabsår ser også ud til at blive markant bedre end det sidste normale år inden corona,” fortæller Jørn Christiansen.

Trofast Hobro IK-chauffør

Jørn Christiansen stiftede Alsbussen i 2008 med base i Als øst for Hadsund. I 2017 flyttede virksomheden til Hobro, hvor den i dag har til huse i et nyt, lækkert garageanlæg med tilhørende kontor, beliggende på Randersvej 100A med kort afstand til både bymidten og motorvejen.

Virksomhedens speciale er turistkørsel med et stort og varieret udvalg af egne ture, samt buskørsel af både privatpersoner, virksomheder, skoler, institutioner og idrætsforeninger – til sidstnævnte kategori hører blandt andet Hobro IK, hvor Alsbussen i mange år har kørt for både ungdomshold og været trofast chauffør for Hobro IK’s bedste mandskab til alle holdets udekampe.

Med undtagelse af udfordringerne omkring corona-nedlukningerne har der været vækst i virksomheden stort set siden starten, og det kommende regnskabsår ser også ud til at blive markant bedre end det sidste normale år inden corona.

- Aktuelt er der vanvittigt travlt, og jeg må hver uge sige nej til opgaver. Simpelthen fordi vi ikke kan følge med efterspørgslen, fortæller Jørn Christiansen.

- Det er en økonomisk sund virksomhed med flotte, sorte tal på bundlinjen og samtidig med et kæmpe udviklingspotentiale for yderligere vækst. For nylig er virksomheden også blevet tilknyttet Rejsegarantifonden, hvilket øger mulighederne for at arrangere komplette ture og pakkerejser, fortæller han.

Alsbussen har til huse i et nyt, lækkert garageanlæg med tilhørende kontor, beliggende på Randersvej 100A med kort afstand til både bymidten og motorvejen.

Skal forblive en Hobro-virksomhed

Alsbussen råder i dag over tre busser af varierende størrelse – den største en dobbeltdækker. Udover Jørn er der ansat yderligere en chauffør på fuldtid samt tre på timebasis.

- Jeg er faktisk på udkig efter yderligere en medarbejder, hvilket også understreger, hvor travlt vi har, fortæller Jørn Christiansen, der påpeger, at han gerne ser, at Alsbussen forbliver som en Hobro-virksomhed.

- Jeg er stolt af min virksomhed og det netværk og de stærke relationer, jeg igennem årene har opbygget her i Mariagerfjord Kommune.

- Derfor er det også helt klart min drøm at give stafetten videre til en eller flere personer med samme holdninger og værdier, og som ønsker at bevare virksomheden i Hobro.

- Jeg står også gerne til rådighed i en overgangsperiode. Både som chauffør og med sparring, men også hvis modellen om et køb skal ske gradvist. Det vigtigste er, at det er den eller de rette personer, der overtager virksomheden, slutter Jørn Christiansen, der – når det kommer så vidt – drømmer om at tage til Australien og køre i et af de helt store lastbiltog.

Men nu skal køberen først lige findes.

Annonceret indhold

Nyeste