
Iben fik slagtilfælde: Populært tilbud hjælper
Iben Goos Bahnson fra Hobro fik i september 2022 et mildt slagtilfælde, som har ført til, hun fortsat døjer med træthed. Hun er ikke den eneste, for tilbuddet "Livet efter stroke" fik hurtigt fyldt pladserne op.
"Livet efter stroke" er et samarbejde mellem de tre kommuner Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild; Hjerneskadeforeningen Himmerland og Aalborg Universitetshospital.
I Hobro har 15 deltagere og deres pårørende fået viden om kost, medicin, psykiske reaktioner og start på arbejde efter sygemelding. De er også blevet inspireret til fysisk aktivitet og håndtering af træthed.
Det skriver kommunerne i en pressemeddelelse.
- Det har været rigtig godt at deltage, fordi jeg har snakket med andre i samme situation som mig og fået viden fra blandt andet en sygeplejerske og en psykolog, fortæller Iben Goos Bahnson i pressemeddelelsen.
Tina Thomsen, hjerneskadekoordinator i Mariagerfjord Kommune, forklarer, at det er udbredt, at man som patient og pårørende står med bekymringer efter en blødning eller blodprop i hjernen.
Ofte sendes man hjem fra sygehuset indenfor kort tid, og det er først herefter, de psykiske reaktioner dukker op.
- Det kan være bekymring for, om det sker igen, om man nogensinde slipper for senfølger eller om man nogensinde kommer til at kunne vende tilbage til en hverdag som tidligere, uddyber Tina Thomsen.
"Livet efter stroke" består af fire kursusgange. Der er fokus på at skabe tryghed og forklare, hvad der er sket i hjernen efter et stroke, samt hvordan man selv kan forebygge nye blodpropper eller blødninger i hjernen.
Visitering til tilbuddet sker gennem Neurologisk Apopleksiafsnit på Aalborg Universitetshospital. De seneste år er der udskrevet ca. 100 borgere fra Neurologisk Apopleksiafsnit til egen bolig i Mariagerfjord Kommune.