Ditte Knudsen - Hobros sidste rullekone. Foto: Jesper Bøss
Mennesker

Hobros sidste rullekone har nu været i gang i 50 år

I 1971 tog Ditte Knudsen 75 øre for at rulle en dug. I dag er prisen steget til 25 kroner

28. februar 2021 kl. 10:15

Mandag 1. marts kan Ditte Knudsen fejre 86 års fødselsdag - men datoen markerer også en anden milepæl.

Mandag er det nemlig præcis 50 år siden, Ditte Knudsen startede som selvstændig rullekone i Hobro – og den 86-årige er såmænd stadig aktiv og har ingen planer om at stoppe…

At være rullekone er et kvindeerhverv, der stammer helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet.

Rullekonens arbejde består i at rulle primært duge, lagener og sengelinned, så de bliver smudsafvisende, pæne og glatte.

Da Ditte Knudsen, der faktisk bærer navnet Edith, men som aldrig kaldes andet end Ditte, blev selvstændig rullekone den 1. marts 1971, var der syv rullekoner i Hobro.

I dag er der kun Ditte, og hun ruller kun to dage om ugen.

Ditte i gang ved rullemaskinen, der er den oprindelige fra 1953. Foto: Jesper Bøss

Tunge sten

Rulleriet foregår på en maskine, der stammer fra 1953. Den har hun stående i udhuset ved villaen på Vester Altan 17 i Hobro. En maskine, der er et stykke historie i sig selv, hvor klæder glattes alene ved vægten fra en stor kasse med tunge sten.

Det er rulning på den kolde måde, som vaskerier og renserier ikke bruger i dag. De bruger i stedet damp og varme. Men Dittes kolde måde at rulle på, giver det bedste resultat – men er langt mere besværlig.

At det er mere besværligt, har dog ikke afspejlet sig i Dittes priser. I dag tager hun 10 kroner for at rulle et dynebetræk og 25 kroner for at rulle en dug. Et nærmest symbolsk beløb i tillæg til pensionen. Det er dog trods alt mere end, da hun startede for 50 år siden. Dengang kostede en dug 75 øre.

Idéen om at blive selvstændig rullekone opstod, da døtrene var små og skulle starte i skole. Her ville Ditte gerne have et arbejde, der passede godt sammen med familielivet. På det tidspunkt var hun ansat hos rullekonen ”Fru Hansen” i Hobro. Da hun stoppede i 1971, købte Ditte hendes rullemaskine, som hun fik flyttet til sin adresse 1. marts nøjagtigt for 50 år siden.

- Jeg bliver ved, lige så længe jeg kan. Jeg elsker at have noget at stå op til, og nyder at få en god snak med mine kunder. Det har en stor værdi for mig, og særligt det sidste år med corona har jeg været rigtig glad for at kunne bruge tid på at rulle og snakke med kunderne, fortæller Ditte Knudsen. Foto: Jesper Bøss

Kundekredsen skrumpet

- I mange år var der virkelig travlt, og jeg kunne have op til 30 rulninger på en dag. I dag har jeg måske fem-seks stykker om ugen. Det selvom jeg i dag er den eneste rullekone i Hobro, men særligt den unge generation bruger ikke duge på samme måde som tidligere, så kundekredsen er i tidens løb blevet betydeligt mindre.

- Jeg har fortsat nogle kunder, der har været med, siden jeg startede for 50 år siden. De er også med til at holde mig i gang, for hvor skal de få rullet deres duge, hvis jeg stopper?

- Derfor bliver jeg ved, lige så længe jeg kan. Jeg elsker at have noget at stå op til, og nyder at få en god snak med mine kunder. Det har en stor værdi for mig, og særligt det sidste år med corona har jeg været rigtig glad for at kunne bruge tid på at rulle og snakke med kunderne, fortæller Ditte Knudsen, der når corona ellers tillader det, er meget aktiv med både frivilligt arbejde i Biecentret i Hobro og på Hobro Alderdomshjem, ligesom hun går til både dans og gymnastik. Det har hun savnet den seneste tid, og derfor er det godt med lidt kunder i butikken.

Et stort tillykke med både fødselsdag og jubilæum til byens sidste rullekone…

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu