
Hobroenser er landets bedste lærling
Mathias Rosendahl Jørgensen fra Hobro er bedste klejnsmedelærling
HOBRO: Lørdag vandt Mathias Rosendahl Jørgensen fra Hobro, der er smedelærling fra TA Stål i Hobro, DM i Skills 2023 i Fredericia med en imponerende indsats over tre konkurrencedage.
- Jeg kunne godt tænke mig ud og lave noget offshore med de store vindmøller. Jo større - jo bedre, lyder fremtidsdrømmene fra den stærke klejnsmed, der i Fredericia blev klappet på scenen af de mange hundrede tilskuere i den store messehal.
Selve prisen blev overrakt af undervisningsminister Mattias Tesfaye i et sandt lyshave af blitz fra de tilstedeværende fotografer. Blandt publikum var også en stolt mester - Thomas Andersen fra lærepladsen TA Stål i Hobro.
Det er da kæmpe stort for vores firma, at Mathias har vundet Skills som smed. Han er en usædvanlig dygtig lærling. Når han skal arbejde med noget nyt, så sætter han sig for at lære det til bunds. Og han er bare lærenem. Og deltagelsen her på Skills har helt sikkert bare givet ham endnu mere hår på brystet, siger mester Thomas Andersen.
Fed oplevelse
Vinderen selv er lidt overvældet af pludselig at være hovedperson badet i blitzlys.
- Det er da vildt fedt at være Danmarks bedste klejnsmed. Men det er også grænseoverskridende. Jeg er faktisk ikke så god til at være i centrum over for så mange mennesker, lyder det med et smil fra den nye Danmarksmester, der har gået på Himmerland Erhvervs- og gymnasieuddannelser.
TA Stål er organiseret i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
DM i Skills med 70.000 tilskuere i Fredericia har været et optimalt udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne og en vigtig del af arbejdet med at få flere unge til at interessere sig for de tekniske erhvervsuddannelser, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der som landets tredjestørste arbejdsorganisation repræsenterer cirka 4.100 virksomheder.
Stolthed
- Vi er utroligt stolte over lærlingenes præstationer inden for el, vvs, smed og industritekniker. Det er fag, der kræver, at man har både fagligt talent, teknisk snilde og evnen til at holde hovedet koldt under de meget intense konkurrencer og i en atmosfære, hvor tilskuerne hele tiden er tæt på. I år har flere af vores deltagere endda fået muligheden for at møde kronprinsen og vise deres talent frem, siger Tina Voldby og uddyber:
- Deltagerne i almindelighed, og vinderne i særdeleshed, fungerer som rollemodeller for deres uddannelser. Jeg håber, deres dygtighed og de mange spændende oplevelser under mesterskaberne har fået endnu flere unge, til at vende blikket mod erhvervsuddannelserne. Vi har brug for mange flere dygtige faglærte de kommende år, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling og automatiseringen i industrien.