
Efter 30 år som VVS'er skiftede Thomas spor: - Det giver godt humør at være bademester
Thomas Bak har altid gået med en drøm om at blive halinspektør - nu er han blevet bademester i Hobro Idrætscenter
HOBRO: Det tog lidt tid, før omgangskredsen forstod, at det altså ikke var et fritidsjob, 50-årige Thomas Bak havde taget i Hobro Idrætscenter.
1. januar overtog han titlen som bademester og altmuligmand, og selv om det stadig er meget nyt, nyder han det allerede i fulde drag - og nej, det er ikke bare et fritidsjob, slår Thomas Bak smilende fast.
- Efter 30 år som VVS'er syntes jeg, det var på tide at prøve noget nyt. Jeg har egentlig altid gået og leget lidt med tanken om at blive halinspektør, fordi jeg godt kan lide at færdes i idrætsmiljøer og være sammen med unge mennesker. Så da stillingsopslaget som bademester kom, skulle jeg lige summe lidt, men så slog jeg også til, siger Thomas Bak.
Derfor har han nu sin daglige gang i det 15.000 kvadratmeter store idrætscenter på Amerikavej 22, og med egne ord "stornyder" han det allerede.
- I mit gamle job, hvor jeg var daglig leder i en VVS-virksomhed i Randers, lå jeg nok på stressgrænsen lidt ofte. Der var mange deadlines og aftaler og opkald og utilfredse kunder. Men det her er noget helt andet. Her får jeg lov til at give folk nogle positive oplevelser. Det giver bare noget godt humør at se især ungerne hygge sig i bassinerne, fortæller Thomas Bak.
Han deler sin tid mellem at være livredder i svømmehallen, at holde øje med bassinernes kemi, pumper og filtre i kælderen og at løse forskellige forefaldende opgaver i hallerne.
- Det passer mig rigtig godt. Der er ikke to dage, der er ens, og det er skønt, siger bademesteren, der har været vant til at komme i Hobro Idrætscenter som motionist, siden han var lille dreng.
Og netop motion bliver også en fast del af hans arbejdsrutine i Hobro Idrætscenter. Et nyt tiltag for de ansatte er nemlig, at de hver dag kan tage 30 minutter til at få rørt kroppen - enten med træning, gåture, løb eller sågar svømning, hvis det kan passes ind.
- Jeg er simpelthen så glad for den træningsordning. Det er godt for både hovedet, kroppen og det kollegiale, at vi har den mulighed. Og så gør det også, at vi kommer til at snakke med brugerne i idrætscenteret på en anden måde, når vi træner sammen med dem. Det er virkelig luksus, siger Thomas Bak.
- Jeg har ikke oplevet andre steder, hvor man på den måde går op i medarbejdernes helbred og investerer i det. Men jeg tror på, at det er rigtig godt givet ud på den lange bane, tilføjer han.
