Claus Jacobsen (th) med sin afløser som centerchef; Morten Hald (tv). Bagved ses 30-40 seniorer, der drikker kaffe og hygger efter at have været aktive. Noget af det, som Arden Hallerne kan.
Mennesker

Efter 22 år: Claus giver stafetten videre

21. januar 2023 kl. 13:00

For 22 år siden blev Claus Jacobsen tilknyttet som medhjælper i Arden Svømmehal. Syv år senere blev han centerchef for de samlede Arden haller, der omfattede to idrætshaller og svømmehallen. 

Et job han dermed har haft i 15 år. Nu har sygdom tvunget ham til at give stafetten videre til en ny mand på posten, og i den anledning fik vi en snak med Claus.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min sygdom har betydet, at jeg det seneste års tid ikke har kunnet passe mit job tilstrækkeligt, og at det derfor var helt naturligt og forståeligt, at der skulle findes en ny centerchef.

- Her synes jeg, at hallens forretningsudvalg har fundet den helt rigtige, nemlig Morten Hald, som jeg er meget glad for at aflevere stafetten videre til. Han kommer med en solid baggrund fra oplevelses- og hotelbranchen, og da jeg altid har arbejdet for det gode værtskab i Arden Hallerne, så er det jo også den indstilling, som Morten med sin baggrund også kommer med. Alle skal føle sig velkomne, og det er jeg sikker på, at han er garant for.

- Og jeg synes også, at det er en god og velfungerende stafet, som jeg giver videre. Igennem årene synes jeg, at vi er lykkedes med at gøre Arden Hallerne til et fyrtårn, som andre tilsvarende steder henter inspiration hos.

- Jeg kunne nævne mange ting, men kort fortalt er vi lykkedes med at gøre Arden Hallerne til mere end et sted, hvor man dyrker idræt. Det er blevet et moderne forsamlingshus, hvor folk bare kan lide at komme. Det er jeg faktisk stolt over, er lykkedes i det omfang, som det er, lyder det fra Claus Jacobsen.

Nedlagt af sygdom

At Claus Jacobsen er stoppet som centerchef for Arden Hallerne skyldes et længere sygdomsforløb, der startede med smerter i en kindtand, som der blev kigget på ved tandlægen og umiddelbart blev vurderet til en ”forstuvet kindtand”.

Men da han pludselig faldt om derhjemme nogle dage senere, vidnede det om, at det var noget helt andet. Lægerne vurderede situationen meget alvorlig og at han hurtigst muligt skulle opereres i hjernen. Det blev han, men som en følge af operationen har Claus udviklet epilepsi, og er lige nu i gang med først og fremmest at komme helt til hægterne igen, og dernæst finde ud af, hvad hoved og krop kan holde til.

- Jeg har selvfølgelig stadig masser af idéer og drømme om mit arbejdsliv, men jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad jeg reelt kan holde til, før jeg kaster mig ud i noget nyt.

- Da jeg var rask elskede jeg at stå i spidsen for et arrangement i Arden Hallerne, hvor vi skulle lave mad til og servicerer 200 mennesker. Nu kan det hele tilte for mig, hvis jeg skal lave mad til en håndfuld personer hjemme privat. Så jeg skal have afklaret, hvad jeg kan holde til, og det er jeg i gang med nu, fortæller Claus Jacobsen, der stadig hjælper en lille smule i Arden Hallerne. Herunder ikke mindst med viden og sparring til sin afløser.

Claus Jacobsen med en kop kaffe hjemme i privaten.

- Selvom der selvfølgelig er nogle aktuelle, store udfordringer ved at drive et sted som Arden Hallerne, blandt andet med de høje energipriser og nogle delvist nedslidte bygninger, der flere steder trænger til en større renovering, så synes jeg, at Arden Hallerne står et rigtigt godt sted.

- Jeg har altid haft et godt samarbejde med hallens forretningsudvalg, som altid har været visionære og gode til at bakke om de mange nye tiltag, som vi i tidens løb har lanceret. Det er et godt fundament.

- Jeg elsker også, at vi har været gode til at tænke i at give små idrætsgrene de bedst tænkelige vilkår. At IF Jarl Arden er blandt Danmarks førende klubber indenfor undervandsrugby og armlægning, og har både landsholdsspillere og EM-titler på CV’et, er meget stort, lyder det fra Claus Jacobsen, der slutteligt også kommer med en opfordring.

Fokus på børn og unge

- Det er vigtigt at holde snuden i sporet, og have konstant fokus på at motivere særligt børn og unge til at dyrke idræt og være en del af fællesskabet. Fristelserne til at droppe sporten og foreningslivet har aldrig været større for de unge, og det kan gå ud over folkesundheden, blandt andet med stigende overvægtsproblemer.

- Derfor er det virkelig et fokusområde at motivere børn og unge og hele tiden optimere tilbuddene til dem.

- Men det er jeg også sikker på fortsat sker i Arden Hallerne, der i øvrigt altid har været bakket flot op af Mariagerfjord kommunes Kultur og Fritidsforvaltning, slutter Claus Jacobsen.

Claus Jacobsens fratrædelse som centerchef blev markeret med en afskedsreception i Arden Hallerne for et par uger siden.

Annonceret indhold

Nyeste