Claus René lukker ikke Hobro Helsesport alligevel
Træningscenteret Hobro Helsesport kører videre, og indehaveren har mærket den lokale opbakning
- Det har været rigtig positivt for mig at kunne se, hvor glade de blev. Nu kom der lige en dame ind af døren, hun var simpelthen så glad, så jeg fik lige en flaske vin.
Ordene kommer fra indehaver af Hobro Helsesport, Claus René, i kølvandet på, at han har meldt ud til brugerne af træningscenteret, at det ikke lukker alligevel.

I slutningen af marts meldte Claus René, at han måtte lukke Hobro Helsesport ned efter 34 år. En af årsagerne var, at private fitnesscentre var blevet pålagt at betale moms på holdtræning.
- Før jul kom der noget med, at vi skal betale moms af holdtræning, og det er jo det, det hele vælter på, fortæller Claus René.
Men det er siden blevet ændret til en varsling om, at fitnesscentrene kan blive pålagt at betale moms på et tidspunkt, men at det altså ikke er gældende nu.

Claus René er træt af, at han nåede at melde ud, at han måtte lukke træningscenteret, før han fik beskeden om, at der ikke skulle betales moms alligevel. Men det har været en god oplevelse at mærke at den lokale opbakning.
- Den lille smule, jeg har vundet på det, er, at alle de mennesker der i første omgang blev kede af, at jeg skulle lukke, at når jeg så melder ud, at det sker ikke alligevel, så kommer folk og er glade og siger tillykke, fortæller han.
Da Claus René har døjet med et for højt stressniveau, kommer der fremover til at være perioder, hvor træningscenteret er åbent uden personale, typisk i weekender. Udover det kommer Hobro Helsesport til at køre videre som hidtil.