
Betina blev Årets Mor i Hadsund
Hadsund Handel kårede lørdag formiddag Årets Mor i Hadsund.
Der var indstillet 16 kandidater, som alle havde fortjent at vinde titlen, men valget faldt på 30-årige Betina Steen Larsen, der er mor til Martin på 6 år og Emma på 4 år. Hun var indstillet af sin egen mor, Vera Larsen. Blandt andet for at klare en række udfordringer, altid være i godt humør og være et fantastisk forbillede for andre.
Kåringen fandt sted i Butikscenter Hadsund lørdag formiddag, hvor Betina Steen Larsen blev begavet med gaver sponsoreret af Hadsund Handels medlemmer samt en flot kurv med champagne og lækkerier fra aktivitetsudvalget.

Og hjemturen med de mange gaver var der også sørget for. Her blev Betina Steen Larsen stilfuldt kørt i en gul VW boble, som vakte opsigt i gadebilledet.
Årets Far i Hadsund bliver også kåret. Det sker i forbindelse med fars dag, og man kan allerede nu indsende sin indstilling.