40 år på alderdomshjemmet
Sygehjælper Annelise Faurskov Andersen kan 1. juli fejre 40 års jubilæum i Mariagerfjord Kommune
Og modtager i den anledning Dronningens Fortjenstmedalje.
Annelise Faurskov Andersen har i alle 40 år haft sit virke ved Hobro Alderdomshjem.
Hun har gennem årene deltaget i diverse kurser, der kunne kvalificere hendes arbejde på ældreområdet. Annelise elsker sit arbejde og er utrolig god til at aktivere og pleje de mennesker, hun arbejder med.
Annelise er en imødekommende, hjælpsom person, som med sin venlighed er med til at give borgerne et positivt indtryk af Hobro Alderdomshjem. Hun er desuden en god, stabil og vellidt kollega, og en rigtig god ambassadør for faget og dets kultur. Annelise arbejder altid med et stort og ansvarsbevidst engagement, hvilket har været medvirkende til at opbygge den gode kvalitet, der præger plejen på Hobro Alderdomshjem.
Annelise F. Andersen bruger sin fritid med venner og familie og dyrker en del motion, blandt andet på cykel. Således har hun cyklet op ad Alpe D’Huez.