Udover en pokal modtog Gry Pedersen også en check på 50.000 kroner og en billet til EM. Foto: Anne-Mette Gyldenløv Grosen, Erhvervsakademi Dania.
Mennesker

Ung iværksætter med fart på hædret ved DM

Den 26-årige studerende Gry Pedersen har på rekordfart stablet en socialøkonomisk virksomhed på benene. Det blev hædret i torsdags, da nordjyden blev kåret som danmarksmester i entreprenørskab for studerende.

28. maj 2021 kl. 15:18

HADSUND: Det er gået i hæsblæsende fart for den 26-årige studerende Gry Pedersen, siden hun i februar i år åbnede sin virksomhed Pakkeriet Hadsund.

Allerede nu beskæftiger Gry Pedersen 12 sårbare borgere, og det er en iværksætterbedrift, der vækker opsigt. Torsdag 27. maj blev hun til sin store overraskelse hædret som danmarksmester i Entreprenørskab for studerende.

- Det er fuldstændigt sindssygt og urealistisk. Det betyder jo bare, at andre også kan se værdien af det her. Min ambition til DM var bare at få en oplevelse og netværke lidt, siger Gry Pedersen.

DM i Entreprenørskab arrangeres af Fonden for Entreprenørskab og Dansk Erhverv. Årets mesterskab blev afholdt i Dansk Erhvervs lokaler i København.

Pakkeriet Hadsund er en socialøkonomisk virksomhed og har som erklæret formål at hjælpe sårbare ind på arbejdsmarkedet.

- Alle har brug for at komme ud og være noget, siger hun.

Lysten til at starte en socialøkonomisk virksomhed begyndte under Gry Pedersens tidligere praktikplads i Randers. Her gik hun hver morgen forbi en dreng med Downs Syndrom og hans mor. En dag spurgte hun dem, hvad de egentlig skulle.

- Jeg skal på arbejde, svarede han. Så tænkte jeg, selvfølgelig skal han det. Alle har jo noget at bidrage med. Der vidste jeg bare, at det var det, jeg ville arbejde med, siger Gry Pedersen.

DM i Entreprenørskab foregik i Dansk Erhvervs lokaler. Foto: Anne-Mette Gyldenløv Grosen, Erhvervsakademi Dania.

Herefter begyndte hun at undersøge, hvilken type virksomhed der kunne være egnet til formålet. Valget faldt på et pakkeri. Arbejdet her ville passe til kvalifikationerne for den målgruppe, hun ville arbejde med.

- I virkeligheden er det nok noget, jeg har fået ind med modermælken. Min mor arbejder på en specialenhed, der laver noget lignende. Men jeg synes, at vi som private virksomheder også skal bidrage. Det kan man sagtens, samtidig med at man har en sund virksomhed, siger Gry Pedersen.

Ambitionerne fejler heller ikke noget for den nordjyske iværksætter. Hun går efter at have et pakkeri i hver eneste kommune indenfor ti år. Hun har allerede en bestemt kommune i sigte til næste projekt.

I dag har hun 12 ansatte, der blandt andet tæller fleks- og skånejobbere og unge med forskellige udfordringer. Her tilbyder de manuel pakning af varer, der ikke kan ordnes af maskiner.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu