Livet her

Trine har en plan - sådan vil hun fylde nyt Børneunivers med 92 børn

Trine Petersen ser frem til foråret, hvor hun tager imod nye og gamle børn i Mariagerfjord Kommunes spritnye børneunivers

10. januar 2022 kl. 06:31

Det er nu, du skal skrive dit barn op, hvis det skal være blandt de første, der skal passes i Børneuniverset, Mariagerfjord Kommunes nye daginstitution med plads til 92 børn.

Næsten præcis 10 år efter, at Hobro Nordre Skole lukkede, bliver der i foråret 2022 igen børneliv på den højtbeliggende udsigtsgrund, for enden af villavejen Solvej i Hobro.

Byggeriet af Børneuniverset er næsten ved vejs ende og falder ved første øjekast fint ind i omgivelserne, med sine mørke mursten og beklædning af træ.

Børnehaven er beklædt med træ, som ikke skal behandles men bare have lov at falme og blive gråt.  Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Ja, det er blevet rigtig godt, både ude og inde, bekræfter dagtilbudsleder Trine Blaabjerg Petersen, som ser frem til at slå døren op her i foråret for både "gamle" og nye børn.

- Det er et pænt byggeri, med træ og farver på mursten, som passer godt ind i omgivelserne. Jeg er positivt overrasket! Når man kigger på en tegning, virker det enormt småt.

- Men nu kan man mærke volumen og forestille sig, at der bliver et godt miljø, fortæller Trine Blaabjerg Petersen, mens hun viser Nordjyske rundt.

Børneuniverset ligger for enden af Solvej med en flot udsigt over Hobro by. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Byggeriet omfatter 1.351 kvm og koster kommunen 36,4 millioner kroner. Det får plads til 60 børnehavebørn, 12 vuggestuebørn og 16 specialbørn. 20 pladser er fleksible.

Legepladsen er noget for sig. Den består af i alt tre plateauer på grunden, der skråner ned mod Banegårdsvej.

Lige nu er der bar jord, men til sommer skulle der gerne være skudt spændende og motorisk udfordrende legeredskaber op. Interesserede firmaer har netop været på besøg for at give tilbud.

I modsat side af bygningen er skrænten bevokset med høje træer, Nordre skolens gamle junglesti, som er blevet indhegnet, så børnehavebørnene kan tumle dér uden at blive væk.

Alt overskydende jord fra byggeriet er i øvrigt samlet i en bunke, som med lidt fantasi kan bruges til tumle-, kælke- og skibakke.

Gangene i Børneuniverset af belagt med linoleum. På den ene side skulle det ikke være klinisk hvidt som en tandlægeklinik, på den anden side skulle det ikke skrige af tivoli. - Vi har valgt afdæmpede farver, fortæller dagtilbudsleder Trine Blaabjerg Petersen. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Indenfor hænger stuerne sammen to og to. Det er smart, for så kan man slå døren op mellem stuerne og arbejde på tværs med en mindre gruppe, fremhæver Trine Petersen.

Vi må ikke glemme motorikrum, legestue til dagplejerne og et højloftet lokale i tilknytning til industrikøkken, som seniorklubber og andre foreninger er velkomne til at låne.

- De vil få en chip, der giver adgang til fællesrum og toiletter. Vi vil gerne have, at det er et hus, der er åbent, understreger Trine Blaabjerg Petersen.

Leder Trine Blaabjerg Petersen fortæller, at nærhed og relationsarbejde vil være i højsædet i Børneuniverset - med et tvist af naturvidenskab. - Vi vil gøre børnene nysgerrige på fænomener og årsagssammenhænge, sådan som grunden rundt om lægger op til. Vi får også måleapparater, så børnene kan følge med i, hvor meget el og varme vi bruger.  Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Klar tirsdag 19. april

Håndværkerne arbejder målrettet på, at alt står klart tirsdag 19. april, så alle Vinkelvejens 50 indskrevne børn kan rykke ind.

Samme dag vil Børneuniverset tage imod 16 børn, der i øjeblikket passes i særligt dagtilbud, Lærkereden i Vinkelvejens Børnehave og Fuglereden i Rosenhaven i Hørby Skoleby.

Samtidig åbner Børneuniverset for nye vuggestuebørn. 19. april forventer man at tage imod de første 6. De sidste seks blebørn i gruppen på i alt 12 begynder 1. maj.

- 1. maj åbner vi også for nye børnehavebørn. Alle de nye treårige skal begynde 14 dage efter de "gamle" børn. Vi skal lige på plads først, fortæller Trine Blaabjerg Petersen.

Stillingen som pædagogisk leder af Børneuniverset, "vores nye fantastiske institution", som Mariagerfjord Kommune kalder den, er slået op til besættelse 1. marts 2022.

Der bliver god plads i garderoben. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>
Annonceret indhold

Nyeste