En hobroenser har haft så gode oplevelser med Hobro Sygehus, at han i taknemmelighed har doneret 250.0000 kroner til sygehusets støtteforening. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Sygehusvenner får gave fra anonym velgører

Vennerne af lille nordjysk sygehus runder snart en million kroner i formue

17. maj 2021 kl. 15:37

En hobroensisk mand tog sidste efterår et dybt greb i lommen og donerede en kvart million kroner til Hobro Sygehus' venner. Mandens gavmildhed glæder de lokale sygehusstøtter, som netop har været samlet til årsmøde på Hobro Sygehus.

- Det er en person, som har været rigtig godt tilfreds med sygehuset, og som har støttet os med et beløb på 250.000 kroner. En flot gestus, siger Tom Soelberg, der har titel af formand for "Støtteforeningen til Aalborg Universitetshospital - matriklen i Hobro".

Støtteforeningens indtægter kommer fra kontingenter, donationer og arv fra borgere, der ønsker at bakke op om hospitalet i Hobro. Gaven fra den ukendte hobroenser betyder, at formuen i foreningen nu nærmer sig en rund million.

- Det er helt usædvanligt, at vi får så stort et beløb fra en person, som stadig lever, siger Tom Soelberg, som har lovet giveren fuld anonymitet.

I 2019 donerede Støtteforeningen til Hobro Sygehus en scanner. Formand Tom Soelberg (tv.) får den her demonstreret af overlæge John Mikkelsen. Arkivfoto: Henrik Bo

Scannere og havemøbler

Formuen i støtteforeningen er i årenes løb blevet omsat til både store og små gaver til Hobro Sygehus - lige fra kostbart, avanceret scanningsudstyr til havemøbler, som patienter selv samlede som led i deres genoptræning.

- Hvad vi giver sygehuset er ikke noget, vi selv finder på. Vi har en dialog med sygehusets ledelse om, hvad de kunne tænke sig, fortæller Tom Soelberg, som i 2020 - på grund af coronaen - har måttet undvære sine sædvanlige halvårlige møder med Aalborg Universitetshospitals ledelse.

Her går det godt...

Tom Soelberg konstaterer, at det faktisk går godt på sygehuset i Hobro. Opmærksomme borgere har lagt mærke til, at taget på sygehusets gamle hovedbygning ud mod Randersvej er blevet udskiftet. Tom Soelberg ser det som bevis på, at sygehuset på ingen måder er lukningstruet.

Sygehuset i Hobro har i dag en stor medicinsk sengeafdeling, dagkirurgi, skadestue, røntgenafdeling, AMA, kardiologisk ambulatorium, hjertesvigtklinik, klinik for senfølger efter corona, lungemedicinsk udredningsklinik og høreklinik, opregner Tom Soelberg.

Lang ventetid i Aalborg

Set med støtteforeningens øjne ville det være til gavn for alle, hvis flere patienter fra Aalborgområdet blev henvist til skadestuen i Hobro. Det slog Tom Soelberg et slag for på generalforsamlingen:

- I Hobro har vi en velfungerende skadestue uden ventetider. På Aalborg Sygehus har man en skadestue, der er kendt for meget lange ventetider.

- Hvis patienter venter i fem-syv timer i Aalborg, vil en køretid på maksimalt en time til Hobro, hvor man kan få behandling med det samme, være noget, mange ville vælge, lyder overvejelserne fra Tom Soelberg, som blev genvalgt til formandsposten.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu