Rektor Søren Urup, Mariagerfjord Gymnasium i Hobro, er coronasmittet og sidder i selvisolation i sin kælder. - Jeg har almindelige influenzasymptomer, siger han. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Rektor er smittet med corona og 40 elever er sendt hjem

- Det er en påmindelse om, at vi skal blive ved med at passe på, siger Søren Urup, som selvisolerer sig hjemme i sin kælder

04. maj 2021 kl. 10:54

Rektor på Mariagerfjord Gymnasium, Søren Urup, er blevet smittet med corona og selvisolerer sig for tiden hjemme i sin kælder.

Samtidig er 40 elever på gymnasiet hjemsendt til selvisolation, efter at en 3. g'er i lørdags blev konstateret smittet med covid-19.

- Hvis man ikke forestiller sig, at man kan bliver smittet af corona, er man lidt naiv. Det kan ramme alle, og det rammer vilkårligt. Jeg havde håbet, at jeg kunne styre uden om - og synes, jeg har taget alle forholdsregler. Det er sådan, det er, siger Søren Urup.

- Det kan ikke undgås, at smittetrykket øges, når vi åbner op. Det er en påmindelse om, at vi skal blive ved med at passe på, siger Søren Urup.

Han noterer en god udvikling. Dugfriske tal viser, at Mariagerfjord Kommunes høje incidenstal - antal smittede pr. 100.000 indbyggere - er faldende.

Søren Urup selv er sluppet med milde influenzasymptomer og kan passe sine mødeaktiviteter via videokonference.

Rektor nedtoner alvoren af den aktuelle corona-situation på gymnasiet. Den er ikke værre end tidligere under epidemien.

Status er lige nu, at kun en enkelt elev er smittet - ingen af de omkring 40 elever, som er hjemsendt, har pt. meldt tilbage, at de er positive, oplyser Søren Urup.

- Hvis alt går vel, er eleverne tilbage på skolen torsdag, forventer han.

Det er eleverne fra den smittede 3. g'ers stamklasse samt det valghold, som eleven går på, som er blevet sendt hjem - og som alle krydser fingre for, er gået fri af sygdommen.

De seneste dage har der været mørke skyer på himlen i Mariagerfjord Kommune på grund af høje coronatal. Borgmester Mogens Jespersen (V) har i en video på Facebook opfordret borgerne til, at de gør en særlig indsats.

Overbygningsskolen Søndre Skole har haft et stort udbrud af corona, og mandag 26. april valgte skoleleder Arne Omar Sørensen at sende alle elever hjem. I alt 39 elever og ansatte på Søndre er smittet.

Tilbage snart

Rektor Søren Urup blev konstateret smittet onsdag i sidste uge og har været i selvisolation siden forrige lørdag. Han forventer at være tilbage på sit kontor på Amerikavej i Hobro i slutningen af denne uge.

Søren Urup ser i øvrigt optimistisk på muligheden for at fejre årets studenter, trods den allestedsnærværende corona. Hueceremoni og dimmissionsfest vil blive gennemført - ikke for fuldt udtræk, men i et eller andet omfang.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu