I Vebbestrup summer regnvandsbassinet allerede af liv. Det samme kommer til at gælde for de øvrige godt 40 regnvandsbassiner rundt omkring i Mariagerfjord Kommune. Privatfoto
Livet her

Regnvandsbassiner bliver til biologiske guldgruber

I bl. a. Vebbestrup er nyttigt vandhul allerede forvandlet til et frodigt fristed for vilde planter og dyr, og rundt om i Mariagerfjord Kommune er flere vilde vandhuller på vej

16. juli 2021 kl. 10:22

Når himlen åbner sine sluser, sørger flere end fyrretyve regnvandsbassiner for, at boligejerne i Mariagerfjord Kommune ikke får uønsket besøg af store vandmasser.

I løbet af det seneste års tid er flere af bassinerne blevet forvandlet fra triste vandhuller til nye farverige levesteder for vilde planter og dyr.

Folkene fra Mariagerfjord Vand A/S har nemlig kørt plæneklipperne i garagen og sået en stribe danske sommerblomster.

Den simple metode har været så effektiv, at selv garvede biologer løfter øjenbrynene.

- Vi har set en kolossal biologisk udvikling, hvor det myldrer frem med planter og dyr. Det er ret vildt, at vi med så simple midler kan skabe nye levesteder for vilde planter og dyr. Det sætter en fed streg under, at det altså er ikke raketvidenskab at give naturen en hjælpende hånd, siger biolog Anders Horsten.

Det er pæredanske arter som kællingetand, rundbælg, hvid okseøje, slangehoved og rødkløver, som trives ved regnvandsbassinerne. De producerer en overflod af nektar og pollen, som er en biologisk guldgrube, der tiltrækker bier og sommerfugle fra nær og fjern.

- Vi ser for eksempel pludselig sommerfuglearter som almindelig blåfugl og okkergul pletvinge, som i de senere år er forsvundet mange steder i Danmark. De er helt afhængige af nektar og pollen, så vores vilde vandhuller er bare ideelle levesteder for dem og mange andre arter, som i dag savner steder at bo i den danske natur, siger biologen.

Regnvandsbassinerne svarer størrelsesmæssigt til godt og vel 18 fodboldbaner, hvor blomster, træer og buske får lov til at vokse frit til glæde for fugle, padder og andet småkryb.

Nogle steder er der sågar også græssende kødkvæg, og de gumlende kreaturer skaber særligt gunstige livsbetingelser for sarte urter, der kræver lys og luft.

Bynære naturperler

I den kommende tid vil de resterende regnvandsbassiner i Mariagerfjord Kommune undergå en tilsvarende vild forvandling.

Det sker i takt med, at Mariagerfjord Vand A/S adskiller regnvand og spildevand.

I den forbindelse bruges regnvandsbassinerne til at forhindre, at åer og vandløb løber over deres bredder.

De vilde vandhuller er en konsekvens af et tæt samarbejde mellem Mariagerfjord Vand A/S og Mariagerfjord Kommune.

Et samarbejde, som bl. a. også indebærer, at vandselskabet giver offentligheden fri adgang til vandbassinerne, så alle, der har lyst, kan opleve den vilde natur i deres eget lokalområde.

Jørgen Hammer Sørensen, som er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg, glæder sig over det frugtbare samarbejde.

- Regnvandsbassinerne er blevet til små bynære naturperler, som giver os alle mulighed for at se, hvordan det kribler og krabler, spirer og gror, når vi lader naturen få frit spil.

- Vi håber, at det vil inspirere andre til at gøre en indsats hjemme i haven, på arbejdspladserne og alle andre steder, hvor vi kan give den vilde natur en hjælpende hånd, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu