Ny begynder man at bygge en ny Rema 1000-butik på arealet ved Brogade 1 i Hobro. Foto: Henrik Bo
Shopping

Nyt supermarked banker på i Hobro - se video og billeder

Store drøn kan høres i hele byen, fordi der skal hamres spunsvægge i jorden, før byggeriet på central grund begynder

19. januar 2022 kl. 15:24

Dunk, dunk, dunk, lyder det i hele Hobros centrum. Larmen kommer fra den tidligere tømmerhandelgrund i Brogade 1, for nu begynder byggeriet af en ny Rema 1000-butik.

Store maskiner hamrer stål mod stål for at få tunge jernplader i undergrunden ved skrænten op mod Hegedalsvej og Strandvej, hvor terrænet stiger markant. Herefter skal arealet gøres plant, inden man begynder at støbe sokler og fundament.

Se video af "bankearbejdet" her:

Stephan Sørensen er udviklingsdirektør i Rema Etablering, der står bag byggeriet. Han kan ikke sige, præcist hvornår butikken åbner for kunderne.

- Men mon ikke det bliver i efteråret - nok omkring oktober, siger Stephan Sørensen.

Supermarkedet skulle faktisk være åbnet i slutningen af 2021, men blev forsinket. På grund af travlhed i hele byggebranchen opstod der lang ventetid på betonelementer, og det satte byggestarten på pause.

Dagligvarebutikken har været undervejs i flere år. Området har været uden aktivitet siden 2015, da Stark flyttede til Lucernevej i Hobros nordlige industrikvarter. Rema købte grunden for 8,5 millioner kroner i 2018.

I de seneste dage har maskinerne larmet grundigt, fordi det er nødvendigt at banke spunsvægge i jorden for at holde på skrænten op mod Strandvej og Hegedalsvej. Foto: Henrik Bo

Længe var der politisk modstand mod at tillade et supermarked på den centrale grund. Man frygtede trafikproblemer på Brogade, når biler skal til og fra butikken.

Der var også bekymring for, at supermarkedet vil trække kunder væk fra Hobros gågade og således skade detailhandlen i midtbyen, men til sidst godkendte byrådet en ny lokalplan.

I 2021 blev de gamle bygninger fjernet

For Rema 1000 er der tale om et tiltrængt løft. Dagligvarekædens nuværende butik på Mariagervej i Hobro er både for lille og har for dårlige parkeringsforhold.

Det bliver helt anderledes i Brogade, hvor der bygges en meget større butik, og antallet af parkeringspladser vokser fra 14 til 80.

Lokalplanen for området giver også mulighed for at bygge boliger i tre en halv etage og en bygning til erhverv ud mod Brogade.

- Vi bliver ikke indblandet i boligprojektet, som andre skal stå for. Med hensyn til erhvervsbyggeriet har vi været i dialog med ejendomsmæglere, men vi er ikke kommet videre. Placeringen er oplagt til en eller anden form for drive-in-butik, men på grund af de trafikale forhold i Brogade er det ikke en mulighed. I stedet bliver der nok tale om liberalt erhverv, siger Stephan Sørensen.

Rema 1000 bor til leje på den nuværende adresse på Mariagervej 3.

Foto: Henrik Bo

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu