Leif Skaarup, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Mariagerfjord Kommune, vil trække de unge hjem med bedre børnehaver og beer pong. Foto: Torben Hansen
Livet her

Leif vil trække unge hjem til beer pong og børnepasning

Borgmesterkandidaten fra S forpagter Cafe Salt og er optaget af at få flere unge til at flytte til kommunen

31. oktober 2021 kl. 07:55

Sommeren 2021 har været travl på Café Salt i Mariager, hvor 49-årige Leif Skaarup, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Mariagerfjord Kommune, står i spidsen for personalet.

- Selv om vi havde sindssygt travlt i sommer, var der smil og grin. Vi har med udfordrede unge at gøre, og de kan ikke tåle et køkken, hvor man kaster med pander og råber og skriger.

- De skal føle sig trygge og værdsatte. Vi har professionelle kokke, som er rundet af den jargon, men den kan ikke praktiseres hos os, understreger Leif Skaarup.

Det toppede i juli måned med over 5000 gæster til frokost i cafeen, der ligger ved Saltcentret med serveringsterrasse og kik til Mariager Fjord.

Maden er selvfølgelig med sydesalt - og som et ekstra krydderi hjælper den udsatte unge til et bedre liv.

God snak i bilen

"Jeg interesserer mig for mine medmennesker og vil gerne have, at alle har det godt". Sådan præsenterer en af de unge fra Café Salt sig på et A4 ark, som er hængt op i cafeen.

Ordene tager Leif Skaarup gerne til sig som sine egne. Han erklærer, at han tror på det bedste i mennesker og involverer sig meget i dem.

Hver morgen henter han et par af de unge på bopælen og får en god snak med dem om løst og fast i bilen på vej til job.

Leif Skaarup er afdelingsleder i Fonden Hedehuset, som for to år siden overtog Cafe Salt og driver den som en socialøkonomisk virksomhed. Lige nu er der seks ansatte.

- Jeg synes, det er fantastisk at sætte en ramme op for de unge, hvor de vokser og trives. De indsatser, vi laver, er individuelle. Det kan ikke nytte at bede en et-benet om at løbe 100 meter. For nogle er det et mål at lære at bo selv, siger Leif Skaarup.

Leif Skaarup

Leif Skaarup er Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Mariagerfjord Kommune. Han blev valgt ind i byrådet i 2013 og er i dag 1. viceborgmester.

Leif Skaarup er 49 år og bor i Skjellerup ved Hobro sammen med Lone Lund Skaarup, som han har sønnen Viktor med. Leif har også to store bonusbørn, Jakob og Mette, der er flyttet hjemmefra.

Leif Skaarup er født i København i 1972. Familien flyttede til Mariager, da han var tre år gammel. Kort efter skolestart rykkede de til Hobro, hvor Leif har boet siden - enten i byen eller i oplandet.

Leif Skaarup er afdelingsleder i Fonden Hedehuset, et socialpædagogisk opholdssted for unge, og har personaleansvar for Cafe på Banen i Hobro, Cafe Salt i Mariager og Harlekin beskyttet beskæftigelse i Mariager.

- Jeg synes, det er fantastisk at sætte en ramme op for de unge, hvor de kan vokse og trives, siger Leif Skaarup, der er Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Mariagerfjord Kommune. - De unge skal føle sig trygge og værdsatte, siger han. Her får Leif Skaarup en snak med Phillip og Mathilde, som er beskæftiget i Cafe Salt i Mariager. I alt 50 unge er i sving i cafeen, for eksempel i STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse). Der er også 20 fastansatte voksne. Foto: Torben Hansen

Leif Skaarup har en stilfærdig facon og erklærer, at han er bedre til det lange, seje træk end til at holde skåltaler. Det interesserer ham mere at opnå målet, end at få æren for det gode resultat bagefter.

Ved kommunalvalget i 2017 tabte han til Venstres Mogens Jespersen. Nu prøver han igen. Leif Skaarup tror, det vil lykkes - at han og Socialdemokratiet er kendt for at have ydet en god indsats som opposition, der arbejder konstruktivt. I stedet for at pege på andres fejl.

Leif Skaarup har en stilfærdig facon og erklærer, at han er bedre til det lange, seje træk end til at holde skåltaler. Det interesserer ham mere at opnå målet, end at få æren for det gode resultat bagefter. Foto: Torben Hansen

Flere unge skal retur

Leif Skaarup er meget optaget af at vende den befolkningstilbagegang, som har ramt Mariagerfjord Kommune de senere år. Det betyder meget for kommunens økonomi og for, hvad vi har råd til, siger han.

- Vi har snakket for meget og handlet for lidt. Vi ved godt, at jo længere de unge har været ude at studere, jo sværere er det at få dem til at flytte tilbage, siger Leif Skaarup, hvis to bonusbørn, der er flyttet til hhv. Aarhus og Aalborg, også bliver "punket" i den forbindelse.

- Spørger du ejendomsmæglerne, er det daginstitutioner, skoler og fritidsaktiviteter, der trækker børnefamilier til. Vi skal være endnu skarpere på kernevelfærden, med bedre normeringer i skoler og daginstitutioner.

Han har ikke et fast defineret mål for normeringen i børnehaver, men en klar retning om at forbedre den nuværende normering.

- Til Ambufest ved vi, at mange unge kommer hjem. Man kunne lave flere arrangementer, der tapper ind i det, som målgruppen synes er fedt og hyggeligt, for eksempel beer pong på DS Arena, foreslår Leif Skaarup.

S-kandidaterne i Mariagerfjord

Leif Skaarup, 49 år, Skjellerup

Per Husted, 55, Hadsund

Edin Hajder, 47, Hobro

Mette Binderup, 48, Valsgaard

Karen Østergaard, 56, Hadsund

Lene Nielsen, 57, Hadsund

Trine Blaabjerg Petersen, 48, Hobro

Peter Muhl, 58, Skelund

Rikke Fonnesbæk, 46, Als

Jane Grøn, 68, Mariager

Jens Riise Dalgaard, 57, Arden

Dorthe Boddum, 49, Skjellerup

Pia Brøndum, 49, Norup

Niels Peter Christoffersen, 67, Hobro

Faketa Leto, 49, Veddum

Helle Qvist Toft, 41, Arden

Per Søndergaard Mathiesen, 51, Vebbestrup

Alexander A. Hansen, 19, Hadsund

Jesper Helbo Vinther, 40, Hobro

Peter Ruberg Kristensen, 33, Hobro

Thomas Høj, 44, Mariager

Ole Jakobsen, 60, Oue

Trængsel i Hobro

Trafikken er det store samtaleemne i Hobro. Leif Skaarup er enig i, den er et reelt problem. Han sad ikke i byrådet, da man nedlagde rundkørslerne, og han er træt af at skulle forsvare de valgte løsninger. Trængslen er særlig stor i øjeblikket, hvor der graves mange steder.

- Der burde ligge en klar forventningsafstemning mellem Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Vand som sikrer, at gravearbejdet planlægges, så det tager absolut kortest mulig tid - specielt på de meget kritiske områder for trafikafviklingen, hvor der graves lige nu.

Til gengæld mener Leif Skaarup ikke, at en ny omfartsvej vest om Hobro - ind omkring Onsild Ådal - er løsningen på trængslerne. Hvem skulle have ærinde der? spørger han. Den dag i dag kan man benytte Aalykkevej til at krydse fra Skivevej til Brogade ved Q8.

Leif Skaarup fra Socialdemokratiet involverer sig meget i mennesker. Han arbejder med personaleledelse i Fonden Hedehuset, som blandt andet driver Cafe Salt i Mariager. - Vi skal have en høj grad af trivsel. Det kan ikke nytte, at folk hænger i bremsen, når vi har med udfordrede unge at gøre. Jeg står for en høj grad af inddragelse - jeg lytter, er der og tør godt stille åbne spørgsmål, hvor jeg ikke har svaret. Sådan vil jeg også være, hvis jeg bliver borgmester - det er de samme mekanismer i forhold til borgerinddragelse, siger Leif Skaarup.

200 børn i sandkasse

Planerne om at bygge ny storbørnehave i Hadsund til over 200 børn er blevet kritiseret fra forældreside og er kaldt "et voveligt eksperiment" af en ekspert på området, Grethe Kragh-Müller.

Leif Skaarup er enig i kritikken så vidt, at den nye institution ikke må blive børnefabrik. Daginstitution Rosenhaven ved Hørby Skoleby er efter hans mening et godt eksempel på, at det ikke behøver gå galt. Den er forældrene glade for, så vidt han ved.

- Jeg har tydeligt sagt, at det ikke har nogen gang på jorden at bygge i Hadsund, så 200 børn skal sidde i den samme sandkasse, siger Leif Skaarup, Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Mariagerfjord. - Jeg har også sagt, at det ikke er sikkert, at alle nuværende institutioner i Hadsund skal nedlægges. Foto: Torben Hansen

- Jeg har tydeligt sagt, at det ikke har nogen gang på jorden at bygge i Hadsund, så 200 børn skal sidde i den samme sandkasse. Nærheden skal sikres. Vi skal tage afsæt i børnene, om vi bygger én samlet institution eller flere små i området, siger Leif Skaarup.

"Den er ikke lang nok"

Et andet varmt emne er havmiljøet ud for Kattegatkysten ved Als og Øster Hurup. Kysten er et stort turistmæssigt aktiv for Mariagerfjord. Her kæmper en lokal borgerprotestgruppe for, at et rør til renset spildevand skydes endnu længere ud i Kattegat.

I byrådet var Leif Skaarup en del af et flertal på 21 af 29, som i maj 2020 sagde ja til at udvide renseanlægget i Hadsund, uden samtidig at forlænge røret i Kattegat. I dag rager det knap fire kilometer ud i havet - og "Den er ikke langt nok", siger de lokale, som vil have det 10 km ud.

- Jeg er lægmand og ikke ekspert. Vi har fået tydelig rådgivning om, at det ikke gør en forskel at forlænge røret. Men jeg har mødtes med borgergruppen og sagt, at hvis de får ret i deres klage (til Miljø- og Fødevareklagenævnet, red.) så skal vi selvfølgelig lave det om, lover Leif Skaarup.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu