Foto: Torben Hansen
Livet her

Kommentar: Sidste tur med Mogens i spidsen - men hvad så bagefter?

Konservatives valgdrøm om en borgmesterpost blev hurtigt ryddet af bordet. I stedet tager Mogens Jespersen fire år mere. Derefter skal Mariagerfjord have en ny person i front - men hvem melder sig først på banen som kandidat?

19. november 2021 kl. 15:57

Da Konservatives Jens Henrik Kirk på valgaftenen til Nordjyske optimistisk udtalte, at han gik ind til konstitueringsforhandlingerne med et klart mål om at blive borgmester, opstod der pludselig lidt spænding i kommunalvalget i Mariagerfjord. For hvilke skjulte kort på hånden havde spidskandidaten med den kommentar?

For selvom Konservative fik et forrygende valg i Mariagerfjord Kommune med to ekstra mandater, mens Venstre mistede et enkelt, så var Mogens Jespersens parti stadig klart størst i den borgerlige lejr. Men spændingen blev dog hurtigt punkteret. Mogens Jespersen snupper fire år mere i borgmesterstolen med støtte fra Konservative, DF og Nye Borgerlige.

Jeg forstår godt, at Mogens Jespersen frygtede et værre resultat end de 1100 mistede stemmer, sammenlignet med valget i 2017. Venstre på landsplan hoster og hakker. Lokalt brød Svend Madsen ud af partiet og dannede Mariagerfjordlisten, som groft sagt blev lidt af en valgfuser og ikke kom ind i byrådet. Derudover gav det også lidt bølgeskvulp, da Venstres ”Hobro-gruppe” opfordrede til ikke at stemme på borgmesteren, hvis Hobro skulle have mere indflydelse i byrådet.

Ja, den største vinder blev helt klart Konservative med en fremgang på lidt over otte procent, men læg også mærke til, at Christian Johnson faktisk kun fik 22 stemmer færre end spidskandidaten Kirk.

Vinderne af valget blev også partierne i hver sin ende af partiskalaen, Nye Borgerlige og Enhedslisten. Flot valg af både Emma Houe Mølgaard og Malene Ingwersen. Måske især fra førstnævnte, som ikke engang var spidskandidat for Nye Borgerlige. Lidt en speciel situationen for Per de Fries at stå som sejrherre i Hobro Idrætscenter på valgaftenen, men senere opdage ikke selv at være valgt ind.

Som på landsplan fik Dansk Folkeparti også en heftig vælgerlussing og har nu kun Jørgen Hammer Sørensen tilbage i byrådet. Trods navnet og masser af Christiansborg-erfaring blev det ikke til et lokalt comeback til Kim Christiansen, som faktisk kun fik tredjeflest stemmer på DF-listen. Det kan gå hurtigt ned ad bakke i dansk politik.

Til sidst har vi Socialdemokratiet. Var de vinder eller taber? De blev igen det største parti, beholdt de 11 mandater og viceborgmesterposten (dog i fællesskab med Konservative), men det lykkedes ikke for Leif Skaarup i andet forsøg at hive borgmesterkæden over i rød blok.

Spørgsmålet må være, om Leif Skaarup selv har mod på et tredje forsøg eller om partiet overhovedet tror på ham igen. Det bliver måske også afgørende for beslutningen, hvem Venstre sætter i front ved kommunalvalget i 2025.

For en ting er sikker. Mariagerfjord Kommune får en helt ny borgmester i 2025, da Mogens Jespersen allerede har sagt, at han træder tilbage til næste valg. Men hvem er så egentlig kronprinsen eller kronprinsessen lokalt i Venstre? Spekulationerne vil snart begynde.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu