Branden hærgede boligen på Mariagervej natten til mandag 24. maj. Foto: Jan Pedersen
Det sker

Hundredvis vil gå i fakkeloptog for børn, der omkom i brand

Privat initiativ har samlet store mængder indbo ind til familien, som mistede alt ved tragedie i Hobro

27. maj 2021 kl. 12:22

HOBRO: Lørdag gennemføres et fakkeloptog gennem Hobro for at mindes de to børn på 7 og 11 år, som natten til 2. pinsedag mistede livet ved en tragisk brand i en villa på Mariagervej i Hobro.

Ved branden overlevede moderen og hendes samlever, efter at de adskillige gange havde forsøgt at redde børnene ud fra den brændende overetage.

Initiativtager til fakkeloptoget er 28-årige Winnie Christensen fra Hobro. Hun kender familien og fortæller, at hun har forældrenes accept til at arrangere ceremonien for at mindes de to børn.

Man skal tilmelde sig fakkeloptoget, fordi Winnie Christensen forinden skal meddele politiet antallet af hensyn til corona-restriktionerne. Fristen er fredag.

- Men der deltager i hvert fald 300 mennesker, vurderer Winnie Christensen

- Vi skal gå i grupper på højest 100, og så bliver grupperne sendt af sted med nogle minutters mellemrum, fortæller Winnie Christensen.

En spejdergruppe vil deltage. Desuden vil kolleger fra stedfaderens arbejdsplads gå i samlet flok med fakler gennem byen til Mariagervej.

Indsamling

Optoget har udgangspunkt på Store Torv i Hobro klokken 19.30 og bevæger sig gennem byen til brandtomten på Mariagervej. Her vil der blive holdt et minuts stilhed.

Winnie Christensen oprettede kort efter branden en Facebook-gruppe under titlen ”Hjælp til familie i nød...”, der har fået over 1300 medlemmer. Hun er personligt dybt berørt af tragedien.

- Jeg kender familien. Og så er jeg selv mor til tre børn, siger Winnie Christensen.

- Familien har mistet alt. Jeg koordinerer indsamlingen, og vi har modtaget utroligt mange ting, Folk er meget hjælpsomme, fortæller hun.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu