Hadsund Skole plejer som regel at være talstærkt repræsenteret, når der løbes motionsløb i Hadsund. Torsdag 2. september er Mariager Fjord Orienteringsklub og den lokale Sportigan-butik klar til at skyde en ny udgave af løbet i gang. Privatfoto
Livet her

Hadsundløbet vender tilbage

Ruterne ligner sig selv - men i stævneområdet på Torvet bliver det hele i år lidt mindre festligt som følge af corona-situationen

03. august 2021 kl. 14:12

Det er efterhånden to år siden, arrangørerne, Sportigan Hadsund og Mariager Fjord Orienteringsklub sidst kunne byde egnens løbeglade velkommen til motionsløb i Hadsund.

Derfor er forventningerne også i top, når Hadsundløbet torsdag 2. september kl. 18.30 bliver skudt i gang ud for Sportigan-forretningen på Torvet/Storegade.

- Vi glæder os utrolig meget, lyder det fra stævneledelsen, som består af Palle Justesen fra Sportigan Hadsund og Erik Nielsen, Keld Østergaard og Jens Chr. Dalgaard fra Mariager Fjord OK.

Løberuterne på 3,3 km., 5,5 km og 10,5 km. bliver der ikke rørt ved.

Derimod kommer selve stævneområdet på Torvet i Hadsund til at tage sig noget anderledes ud end sædvanligt.

Selve motionsløbet ligner sig selv, men i selve stævneområdet på Torvet i Hadsund bliver det hele lidt mindre festligt, end det f. eks. var her i 2019, da Hadsundløbet sidst blev afviklet. Privatfoto

Af coronamæssige årsager vil der ikke være fysiske opslag om deltagernes starttider, de tre løberuter mv. - og efter løbet vil der heller ikke være resultatformidling.

I stedet henvises deltagerne til studere resultaterne på løbets hjemmeside.

Uddelingen af præmier kommer også først til at foregå i Sportigan-butikken i dagene efter løbet, så er man vinder, må man lige vente til dagen efter med at få præmien overrakt.

Det samme gælder løbets vandrepokal, skænket af Urmager Erhardsen. Her kan en repræsentant fra det største deltagende hold ligeledes få pokalen udleveret hos Sportigan dagen efter.

Efter målpassagen plejer der at være frisk frugt fra SuperBrugsen, Hadsund, men pga. corona-situationen er det heller ikke en del af konceptet i år.

Det samme gælder de meget populære lodtrækningspræmier, men altsammen vender forhåbentlig tilbage i 2022, når forholdene igen begynder at nærme sig det normale.

I målområdet på stævnepladsen vil der dog fortsat være væske efter løbet, ligesom der på 5,5 km. ruten vil være et væskedepot og hele to depoter på 10,5 km. ruten.

Motionisterne bestemmer selv, om de vælger at gennemføre Hadsundløbet i løbe- eller gåtempo. Privatfoto

Arrangørerne er på forhånd forberedte på, at der nok skal være en og anden løber som tænker: ”Åh nej – hvor træls”.

For at imødekomme dét har de bl. a. indgået aftale med Nordea om, at Nordea-fonden sponsorerer flotte løbe-T-shirts til alle løbere.

- Efter klubbens ansøgning tilbage i juni, kom der straks en positiv respons fra Nordea-fonden, som via fondens Løbspulje støtter Hadsundløbet dels med en økonomisk hjælpende hånd og dels med de mange gratis løbs-T-shirts.

- Vi håber, at de mange deltagere har lyst til en flot løbeT-shirt.

- Disse bestilles sammen med tilmeldingen, der som sædvanlig foretages på: www.mariagerfjordok.dk senest 29. august, lyder det fra arrangørerne bag Hadsundløbet.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu