Truppen af unge gymnaster på Weekendholdet fra Rosendal Gymnastik, der i næste måned rejser til Det græske Øhav. Privatfoto
Livet her

Gymnaster laver badutspring fra ø til ø

Der indkøbes store mængder gaffatape og blødt underlag, når gymnastikken flytter fra danske halvgulve til asfalt og beton i små græske byer

01. juni 2021 kl. 12:10

HOBRO: 25 gymnaster og ledere fra Weekendholdet i Rosendal Gymnastik i Hobro rejser i juli på to ugers kulturmission i det græske øhav. De skal på tre forskellige øer lave opvisninger for lokalbefolkningen og turister.

- Den danske form for opvisningsgymnastik findes ikke andre steder i verden. Vi dyrker jo gymnastikken for sjov og for fællesskabet. Selv om vi er dygtige, og der til nogle hold er tale om udtagelse, er det jo ikke konkurrence, forklarer Lotte Kappel, der er turleder og konsulent i DGI Nordjylland.

Afrejse er 9. juli, hvor flyveturen går til Rhodos med 450 kilo gymnastikredskaber - inklusiv trampoliner. - i lastrummet. I løbet af de to uger sejler truppen til både øen Kalymnos og Kos, og i alt skal de lave syv opvisninger. Publikum bliver lokalbefolkningen og de mange turister, som gæster de attraktive ferieperler i Det Ægiske Hav.

Gymnasterne, der kommer fra forskellige foreninger i Nord- og midtjylland, optræder på alternative scener.

- Vi har ydmygt bedt om et rimeligt fladt underlag på 20 gange 40 meter. Et par steder skal vi optræde på asfalt og beton. Derfor justerer vi lidt i serierne, så vi ikke skal rulle så meget rundt på underlaget, fortæller Lotte Kappel.

Man har også sendt holdets lokale kontaktperson i byen for at indkøbe masser af gaffatape og en rød løber, som man vil forsøge at klistre fast, så springgymnasternes bare fødder skånes under tilløbet på beton.

Weekendholdet i Rosendal Gymnastik begyndte forberedelserne til turen for næsten to år siden. Det var nemlig planen, at holdet i sommeren 2020 skulle have været på en eventyrlig gymnastikrejse til Thailand.

Det satte corona-epidemien en stopper for.

Så glade så det dengang meget større Weekendholdet ud i foråret 2020, før det stod klart, at den planlagte tur til Thailand måtte aflyses. Privatfoto

Thailand-holdet talte 50 deltagere, men flere af dem havde ikke mulighed for at deltage i 2021, så det græske hold bliver halvt så stort.

Weekendholdet giver søndag 6. juni klokken 14.30 en afrejseopvisning i Rosendal Idrætsforum i Hobro. På grund af fortsatte restriktioner er der begrænsede pladser til publikum.

Annonceret indhold

Nyeste