Martin Lindberg Velling på vej mod DM-guldet i seniorklassen. Privatfoto
Mennesker

Guld til både far og søn i samme pløjeweekend

Martin Velling Nielsen, Hobro, blev danmarksmester for femte år i træk og er nu klar til VM i Rusland i 2022

01. november 2021 kl. 12:36

Over 1400 interesserede var i weekenden mødt op på Rokkedahl Landbrug ved Nibe for at følge med, da 29 pløjere dystede om titlen som Danmarks bedste pløjer.

Havde de på forhånd vejret en sensation, blev de imidlertid skuffede.

For femte gang i træk var det Martin Lindberg Velling fra Hobro, der løb af med DM-titlen. Omend den nu femdobbelte danmarksmester undervejs kæmpede lidt med mulden.

- Jeg er vant til grønjord, men i år var det stubjord, vi pløjede i, så det gjorde det lidt svært.

- Jeg havde faktisk ikke regnet med at vinde i år, for jeg har heller ikke fået trænet ret meget, fordi jeg selv har været med til at arrangere stævnet, fortæller Martin Lindberg Velling.

Med DM-titlen har Martin Lindberg Velling kvalificeret sig til VM i pløjning i Rusland i 2022.

Peter Lindberg Nielsen på vej mod DM-guldet i Classic-kategorien. Privatfoto

Sideløbende med sønnens triumf pløjede farmand, Peter Lindberg Nielsen, sig til DM-titlen i Classic-kategorien. En særlig konkurrence for veteranpløjere, hvor deltagerne inddeles efter, hvor gammelt udstyr de kører med.

Peter Lindberg Nielsen har flere andenpladser til både nordisk og dansk mesterskab bag sig, men nu har han så også prøvet at stå øverst på sejrsskamlen.

- Jeg blev overrasket over, at de ting, jeg havde trænet, ikke helt lykkedes for mig, men det var nok alligevel min erfaring, der tog sejren hjem, konstaterer den nykårede classic-danmarksmester.

Nærmeste konkurrent til Peter Lindberg Nielsen var i øvrigt en anden Hobro-pløjer Karl Egon Pedersen, Hobro.

Derudover faldt der også en andenplads af til Jacob Neimann, Hobro, i standardplov-konkurrencen for juniorer.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu