”Vi kan tilbyde en ny forpagter af restauranten en unik mulighed i nogle helt særlige rammer med både flot restaurant og flere indbydende selskabslokaler på en af Hobros bedste beliggenheder”, lyder det Preben Christensen. Foto: Jesper Bøss
Mad og drikke

Gode idéer og ny forpagter søges

Hobro Borger- og Håndværkerforening, der ejer den karakteristiske og smukke bygning på Theatertorvet i Hobro, er på udkig efter ny forpagter til restauranten

16. oktober 2021 kl. 09:00

1. marts 2020 blev Claus Svendsen ny forpagter af Theater Restauranten. Et par uger senere lukkede landet ned, og i corona-land var det ikke nemt at drive hverken restaurant eller selskabsforretning. Midt i trængslerne valgte Claus derfor at stoppe som forpagter.

Nu er corona forhåbentlig ved at være historie, og Hobro Borger- og Håndværkerforening er derfor på udkig efter en ny forpagter til restauranten.

- Vi har haft dialog med et par stykker, men har endnu ikke fundet den rette. Men i tæt samarbejde med rekrutteringsbureauet Komplex leder vi ihærdigt videre, fortæller Preben Christensen, formand for Hobro Borger- og Håndværkerforening.

Attraktive vilkår

- Det seneste halvandet år har været udfordrende for restaurationsbranchen, og aktuelt er der også mangel på arbejdskraft, så lige nu er det selvfølgelig en stor opgave at finde en ny forpagter.

- Men vi er fortrøstningsfulde. Ikke mindst fordi vi kan tilbyde en unik mulighed i nogle helt særlige rammer med både flot restaurant og flere indbydende selskabslokaler på en af Hobros bedste beliggenheder.

- Samtidig tilbyder vi også nogle yderst attraktive vilkår, så vi kan hjælpe en ny forpagter i gang på den bedst tænkelige måde, lyder det fra Preben Christensen, der også er helt åben overfor nye idéer og udvikling af stedet.

- Der er jo åben dialog om et kommende kulturhus i Hobro, og her kunne vores rammer måske også blive en del af projektet.

- Eventuelt ved også at inddrage den tidligere Andelskasse-bygning inde ved siden af. Der er i hvert fald mange spændende muligheder, og vi er både samarbejdsvillige og klar til at være en del af noget større. Vi er meget åbne overfor idéer, og her kan en ny forpagter i restauranten også være med til at præge tingene. Måske er der muligheder, som vi slet ikke har tænkt på. Kunne man gribe det helt anderledes an?

- Jeg tænker også et endnu tættere samarbejde med biografen, der er kendt som Filmteateret, som vi også gerne vil give et løft med endnu bedre udstyr og publikumsfaciliteter, så folk i endnu højere grad vil benytte deres lokale biograf, fortæller Preben Christensen, der udover at være formand for Hobro Borger- og Håndværkerforening også er kasserer i biografen.

- Corona var selvfølgelig også hård ved antallet af besøgende i Filmteatret, men vi er kommet rigtigt godt i gang igen, hvilket ikke mindst skyldes, at der har været et par store film, siden vi genåbnede, blandt andet den nye James Bond-film. På et normalt år har vi cirka 20.000 besøgende i biografen om året, og det niveau skal vi nok komme op på igen, slutter Preben Christensen.

Hobro Borger- og Håndværkerforening holder generalforsamling torsdag 28. oktober, og Preben Christensen opfordrer flest mulige medlemmer til at møde op – meget gerne medbringende nye idéer, der kan udvikle det historiske sted i hjertet af Hobro.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu