- Det er svært at få et godt, personligt valg som nummer fire på listen, siger Kim Christiansen. Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Folketings-koryfæ fik hak: Hærværk og intern modstand gjorde det svært

Dansk Folkepartis mangeårig profil, Kim Christiansen fra Mariager, ramte bunden med 125 stemmer

19. november 2021 kl. 20:52

- Der skal ikke lyde noget piberi herfra. Det er spillets regler. Men det er klart, at det er svært, når der er lokal modstand mod mig.

Kim Christiansen, 65-årig tidligere både folketingsmedlem og byrådsmedlem, forsøgte at få et sæde i Mariagerfjord Byråd i tirsdag, men ramte sin bund, hvad angår stemmetal.

125 satte kryds ved den skarpe DF-profil, og det er langt fra toppen og meget mindre, end da han for 20 år stillede op til byrådsvalg i den lille Mariager Kommune.

Egentlig synes han, resultatet er ok i betragtning af Dansk Folkepartis generelle nedtur, som han i øvrigt mener, er medieskabt.

Hans stemmetal var tredjebedst blandt de seks opstillede DF'ere.

- Spidskandidat Jørgen Hammer Sørensen fik naturligvis flest stemmer, og derefter lå vi ret tæt, noterer Kim Christiansen.

For fire år siden fik Dansk Folkeparti tre valgt ind i byrådet. I 2021 blev der kun plads til Jørgen Hammer Sørensen.

De tre kandidater, som blev valgt ind i 2017, har mildt sagt haft et elendigt samarbejde. Jan Andersen forduftede allerede i 2018 til Venstre, og Jørgen Hammer Sørensen og Pia Adelsteen har kørt hvert deres løb i byrådsarbejdet.

Pia Adelsteen genopstillede ikke. Hun er i øvrigt gift med Kim Christiansen og er formand for partiforeningen i Mariagerfjord.

Hun bakkede op om sin mand, da han i fjor ved et opstillingsmøde i partiforeningen forsøgte at blive DF's spidskandidat ved kommunalvalget.

Det blev han ikke.

- Ved opstillingsmødet fik jeg det indtryk, at det primære formål var at få mig så langt ned på listen som muligt. I og med jeg var opstillet som nummer fire, synes jeg, jeg har fået et udmærket valg.

Føler du, at der har været modstand mod dig lokalt i Dansk Folkepartis partiforening?

- Ja, det er ved gud jeg føler. Men der skal ikke være noget piberi fra mig. Det er spillets regler, og rønnebærrene er ikke sure. Men det er klart, at det er svært at få et godt personligt valg som nummer fire på listen, siger Kim Christiansen.

Ødelagte valgplakater

Han har også oplevet modgang i valgkampen. Kim Christiansen vurderer, at han har fået ødelagt eller fjernet halvdelen af sine valgplakater.

- Jeg satte mange i vejsiden i stedet for i lygtepælene, og de har måske været for lette at pløje ned. Det er rigtig øv, at jeg ikke kan få lov at føre en valgkamp, uden at folk skal ødelægge mine valgplakater, siger han.

Kim Christiansens politiske karriere begyndte 2001, da han blev valgt til Mariager Byråd for Dansk Folkeparti. Efter kommunesammenlægningen opnåede han også valg til Mariagerfjord Byråd i både 2005 og 2009.

Den daværende isenkræmmer i Mariager blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti i 2005 og blev genvalgt i både 2011 og 2015. Bedste resultat var i 2015, hvor han fik 2874 personlige stemmer.

I 2011 forlod han byrådet, fordi han ikke havde tid til begge politiske hverv.

Kim Christiansen i 2005, da isenkræmmeren fra Mariager blev valgt ind i Folketinget. Arkivfoto: Jens Morten

Han var i mange år DF's trafikordfører og havnede i en gevaldig medieorkan i 2019. I et trafikforlig med den borgerlige regering fik Dansk Folkeparti afsat penge til at bygge en omfartsvej uden om Mariager. Et anlægsarbejde, som mange lokale ikke så nogen mening i, og som også senere blev taget af ud af aftalen.

Ved folketingsvalget i 2019 fik DF et dårligt valg, og Kim Christiansen røg ud i nedturen.

Nu er det slut med at optræde på stemmesedler - nummer fire eller ej.

- Det her var mit sidste valg. Næste gang er jeg 69 år, så jeg genopstiller ikke, siger han.

Faktisk forsøger han at drosle ned på flere fronter. Han og hustruen, Pia Adelsteen, har i et stykke tid forsøgt at sælge deres værtshus og frokostrestaurant A'Porta i Mariager.

Det er endnu ikke lykkedes.

Kim Christiansen har været gift med Pia Adelsteen siden 2014. Hun sad i Folketinget for DF 2007-2019. Arkivfoto: Claus Søndberg

- Det har været svært i denne coronatid, hvor restauranten har været ramt af nedlukning i syv måneder. Nu skal vi gennem julen, og så håber vi, det lykkes at sælge til foråret.

- Vi har haft 10 fantastiske år med A'Porta, og jeg synes, vi har fået restauranten til at blomstre. A'Porta er kommet på landkortet som en rigtig god frokostrestaurant. Men det er hårdt at arbejde 50 timer om ugen, siger Kim Christiansen.

- Vi har fået A'Porta til at blomstre, siger Kim Christiansen. Arkivfoto: Bente Poder

Han fortæller, at parret også har sat deres store villa i Mariager til salg. 330 kvadratmeter er for meget. Kim Christiansen og Pia Adelsten flytter i en lejlighed, der er ved at blive bygget på havnen i Mariager.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu