St. Blaakilde, som bliver en del af det nye naturområde, Willestrup Enge, besøges allerede i dag over 2000 gæster om måneden i gennemsnit. I fremtiden bliver der endnu bedre mulighed for, at offentligheden kan få glæde af den unikke natur syd for Rold Skov. Arkivfoto
Livet her

Et eldorado for isfugl, odder og afbidt høgeskæg

Nyt naturområde syd for Rold Skov ventes med tiden at vokse til et areal på op mod 400 hektar

13. maj 2021 kl. 08:15

Flere sjældne orkideer og sommerfugle, mindre CO2-udslip og et bedre vandmiljø med rislende kildevæld.

Det skulle gerne blive det overordnede resultat af et nyt naturprojekt, som Den Danske Naturfond og Mariagerfjord Kommune nu sammen sætter i gang ved Willestrup Å syd for Rold Skov.

To år er der gået, mange møder er blevet holdt, og masser af kaffe er blevet drukket under forberedelserne til etableringen af dét, der i fremtiden kommer til at gå under navnet ”Willestrup Enge”.

Landmænd, lodsejere, Naturfond og kommune er blevet enige om at købe og bytte jord, og 75 hektar tidligere marker og enge er ad den vej blevet opkøbt af Naturfonden og bliver nu til permanent natur.

Formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst - glæder sig over det gode samarbejde og den konstruktive dialog, der har været med mange af de lokale jordejere. Arkivfoto

Formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst, glæder sig til at se naturen i det nye område udfolde sig.

- Jeg er glad for det gode samarbejde og den konstruktive dialog, der har været med mange af de lokale jordejere.

- Nu kan vi sikre endnu mere plads til den natur, vi har for lidt af, og vilde dyr og planter får flere levesteder.

- Samtidig åbner vi området op, så alle kan få glæde af det nye naturområde, siger han.

På sigt er det planen at det nye naturområde, Willestrup Enge, skal strække sig over et areal på mellem 200 og 400 hektar.

Derfor vil den lokale dialog med naboer og lodsejere også fortsætte i den kommende tid - og måske bliver det endda muligt at genslynge Willestrup Å, som for årtier siden blev rettet ud, så åen i dag løber som en lang, lige kanal gennem området.

Udvalgsformand for teknik og miljø i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen, ser personligt et stort potentiale i området i kraft af samarbejdet med Den Danske Naturfond.

- Området er allerede i dag en naturperle, som mange lokale og gæster kender, men potentialet for naturen er meget større.

- Jeg er sikker på, at vi, via samarbejdet med Den Danske Naturfond og en masse gode dialoger med de lokale lodsejere, kan udvikle området til noget virkeligt værdifuldt, som alle kan være endnu mere stolte af, men her er det selvfølgelig afgørende, at det foregår ved frivillighed.

- Jeg håber derfor, at lodsejerne også i fremtiden vil tage godt imod de muligheder, der åbner sig, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Den Danske Naturfond kommer som lodsejer i området til at indgå på lige fod med de øvrige lodsejere og håber, at der allerede i år kan tages hul på en nye dialog med henblik på at udvide den unikke natur i området.

Forud for Den Danske Naturfonds køb af arealerne ved Willestrup Å er der lavet forundersøgelser og ført dialog med nogle af lodsejerne i området.

Det arbejde er blevet støttet af ”Naturen – en rentabel del af landbruget”, som er finansieret af Villum Fonden og Velux Fonden.

Landboorganisationen Agri Nord har ligeledes været en afgørende medspiller i arbejdet for at købe jorden.

Willestrup Enge ventes bl. a. at blive et eldorado for vilde planter som orkidéen sump-hullæbe, engblomme, den kødædende vibefedt og afbidt høgeskæg

Sjældne mosser, insekter og mange forskellige sommerfuglearter, som f.eks. violetrandet ildfugl kan ligeledes se frem til at få bedre levevilkår i det nye naturområde ved Willestrup Å, ligesom også odder og isfugl ventes at få glæde af naturprojektet.

Allerede i dag er der offentlig adgang til St. Blåkilde, selvom den er privatejet, og kilden besøges i gennemsnit af flere end 2.000 gæster hver måned året rundt.

Som en ekstragevinst forventes det nye naturområde Willestrup Enge at spare klimaet for flere hundrede ton CO2 hvert eneste år.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu