Lyskryds, som ikke "snakker sammen". Svend Madsen fra Hobro er godt og grundigt træt af det. arkivfoto
Livet her

Byrådsmedlem og bilist tog sagen i egen hånd - hvad koster en "grøn bølge"?

Løsning på vej til trafikanterne i Hobro

25. juni 2021 kl. 19:15

Byrådsmedlem og bilist Svend Madsen (V) fra Hobro er godt og grundigt træt af, at de mange lyskryds i Hobro ikke snakker sammen, og derfor har han taget sagen i egen hånd.

Han har ringet til et firma fra Vejle for at høre, om de kan lave "grøn bølge" i Hobro - og i samme ombæring "spurgt forsigtigt" til prisen.

- Når man kommer sydfra til rutebilstationen, og der er rødt fra havnen, bliver der lynhurtigt pakket op, oplever Svend Madsen.

Denne egenrådighed - eller det gode initiativ, alt efter øjnene, som ser - gjorde Svend Madsen til skydeskive for kritik i byrådet, da det var samlet til det sidste møde inden sommerferien.

Skråplan

Socialdemokraten Leif Skaarup kaldte det "et skråplan", at byrådsmedlemmer sådan kontakter firmaer for at høre om priser.

- Det har vi forvaltningen til, slog Leif Skaarup fast.

Der er otte lyskryds i Hobro midtby, og det ville være rart, hvis de snakkede sammen, lyder kritikken fra Svend Madsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Svend Madsen forsvarede sig med, at han allerede har spurgt på kommunens forvaltning, om der kan laves en løsning med sendere, så lysene i de mange lyskryds på Hobros hovedfærdselsåre "snakker sammen".

- Men jeg fik at vide i forvaltningen, at det ville koste en formue, fordi der skal graves. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor man ikke kunne lave en løsning, der var luftbåren?

- Derfor ringede jeg til et firma, som leverede lyskrydsene i bymidten, og præsenterede mig som byrådsmedlem. Jeg spurgte forsigtigt til priser. Og det vil ikke koste en formue, sagde Svend Madsen.

Problemet er tilsyneladende, at lyset på krydsningen Hostrupvej/Hegedalsvej er lavet med et andet fabrikat lyskryds end de andre.

- Man skulle have stillet krav om dengang, at de var konvertible, sagde Svend Madsen.

Dengang kommunen ombyggede Hostrupvej, sagde Svend Madsen til folkene i forvaltningen "husk nu at få lyskrydsene til at snakke sammen", men det skete bare ikke, beklager han.

Efter utallige forsinkelser kom der endelig lysregulering i krydset Hegedalsvej/Hostrupvej i marts 2018. I dag lever det lidt sit eget liv, forstået på den måde, at det ikke er koordineret med de øvrige kryds. Arkivfoto: Bo Lehm

Svend Madsens fremgangsmåde irriterer Jørgen Hammer Sørensen, formand for teknik- og miljøudvalget.

Hammer Sørensen synes, det er ærgerligt at få en sag i byrådet, som udvalget faktisk allerede er godt i gang med at løse.

- Udvalget har bestilt en undersøgelse, som vi får efter sommerferien. Vi løser ikke problemet med lyskrydsene med et fingerknips, men umiddelbart efter, stillede Jørgen Hammer Sørensen i udsigt.

Han havde i øvrigt definitionen på et intelligent lyskryds: Det er en krydsning, hvor der altid er grønt lys, når han kommer kørende.

Annonceret indhold

Nyeste