Anna-Kathrine Dybtved - her på lærerværelset på Mariagerfjord Gymnasium. Foran hende er en krukke med lidt lækkerier, som hun har haft med til en af kollegernes børn, der elsker Den Store Bagedyst. Foto: Jesper Bøss
Mennesker

Anna-Kathrine fra Bagedysten smiler stadig trods exit lige ved målstregen

Anna-Kathrine Dybtved, som til daglig er gymnasielærer på Marigerfjord Gymnasium, nåede lige akkurat ikke med i finalen i bagedysten på tv

25. november 2021 kl. 11:26

Storsmilende, farverige og farveglade Anna-Kathrine Dybtved, der røg ud i semifinalen af dette års udgave af Den Store Bagedyst, kommer fra Sydvestjylland og bor i dag i Aarhus.

Men til daglig er hun lærer på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro, hvor hun sætter stor pris på både kolleger og elever.

På Mariagerfjord Gymnasium underviser Anna-Kathrine i billedkunst og spansk. To fag, der ved flere lejligheder også skinnede tydeligt igennem i de mesterværker, hun præsenterede dommerne for i Den Store Bagedyst. Billedkunsten i legen med farver og kreativiteten. Det spanske som et hyppigt tema i mange af kagerne.

”Jeg følte mig oprigtigt meget velkommen fra første gang, jeg trådte ind ad døren på Mariagerfjord Gymnasium”, fortæller Anna-Kathrine. Foto: Jesper Bøss

- Min passion for det spanske er faktisk en stor tilfældighed. Da jeg selv gik på gymnasiet, valgte jeg i første omgang tysk, men fordi der ikke var plads, blev jeg nødt til at vælge spansk i stedet. Det fortæller jeg i øvrigt ofte mine elever. At livet på mange måder er tilfældigt og ikke altid går helt i den retning, man regner med, men at det handler om at være positiv og gribe de muligheder, der opstår. Så er der stor sandsynlighed for, at der kommer noget godt ud af det, siger Anna-Kathrine Dybtved.

En livsændrende rejse

- Jeg blev meget fascineret af det spanske sprog, og efter gymnasiet ville jeg gerne prøve at rejse til nogle spansktalende lande – dels for at lære sproget bedre, men også for at udvikle mig og lære noget om mig selv som menneske.

Derfor tog Anna-Kathrine Dybtved en tur til en lille landsby i Guatemala – langt oppe i bjergene - rigtig langt væk fra sydvestjyske Bramming, hvor hun er opvokset i trygge rammer med sine forældre og fire søskende. En barndom, der også var præget af, at Anna-Kathrine var den stille, søde, pligtopfyldende og generte pige, der helst ikke ville skille sig ud. Det ændrede rejsen på.

Anna-Kathrine omgivet af elever, der også har fulgt hendes medvirken i programmet tæt. Foto: Jesper Bøss

- Det blev på mange måder en livsændrende rejse, hvor jeg, udover en masse fantastiske oplevelser og mødet med forskellige kulturer og inspirerende mennesker, også blev meget mere sikker på mig selv, fortæller Anna-Kathrine, der som en direkte konsekvens efterfølgende begyndte at vise en farvestrålende side af sig selv frem.

Hun ville ikke længere bare være en del af flokken, hvilket vi alle kunne se i Den Store Bagedyst, hvor Anna-Kathrine altid strålede i flotte, farverige kjoler.

Da hun kom hjem, begyndte Anna-Kathrine at studere spansk og billedkunst på universitetet, og siden har hun fortsat sine rejser i de spansktalende lande. Under sit studie tog hun eksempelvis et semester i Granada, og for tre år siden rejste hun til Ecuador.

Drømmejob i Hobro

Anna-Kathrine Dybtved blev færdiguddannet i 2018, hvor jagten på drømmejobbet gik ind. Det fandt hun på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro.

- Det var fantastisk, at jeg kunne finde et job med netop min kombination af fag, billedkunst og spansk, og jeg er meget glad for at være her på gymnasiet med supersøde kolleger og nogle dejlige elever. Jeg følte mig oprigtigt meget velkommen fra første gang, jeg trådte ind ad døren.

- På den positive måde er det tydeligt at mærke, at Hobro ikke er en storby. Eleverne er meget nede på jorden, reelle og ligetil, og de viser en tydelig glæde ved at lære og blive dygtigere. Det er en kæmpe gave som lærer, fortæller Anna-Kathrine, der også er begejstret for naturen i og omkring Hobro.

- Her er meget smukt med skov og fjord, fortæller Anna-Kathrine Dybtved, der, trods roserne og den daglige køretur fra Aarhus midtby til Hobro, ikke har planer om at flytte fra Aarhus, hvor hun bor i lejlighed med sin kæreste.

Endnu stærkere

Anna-Kathrine Dybtved nåede semifinalen i Den Store Bagedyst, inden en hårfin afgørelse sendte hende ud lige inden finalen. Hun er både stolt af, og glad for, sin medvirken i programmet.

- Jeg prøvede faktisk at komme med i programmet allerede for fem år siden, men kom ikke med dengang. I de fem år, der er gået, har jeg arbejdet meget med mig selv, og jeg tror virkelig, at der var en mening med, at det først blev til dette års udgave.

Anna-Kathrine i gang med en farverig kage i teltet. Foto: DR

- Jeg er meget stærkere og tror mere på mig selv i dag end for fem år siden. Alligevel har det virkelig været en anden form for en udviklende rejse at være med. Jeg havde på forhånd følelsen af, at hvis jeg turde være med i bagedysten foran snurrende kameraer, så turde jeg alt, fortæller Anna-Kathrine, der dog havde nogle betænkeligheder ved at skulle spørge om fri på gymnasiet.

- Optagelserne til programmet finder sted to dage om ugen, og jeg var næsten lige blevet ansat på gymnasiet, da optagelserne skulle starte. Så jeg var noget nervøs for at skulle spørge om fri i det omfang.

- Men jeg mødte kun positivitet og forståelse, og vi fandt en god løsning, og det er jeg taknemmelig for, fortæller Anna-Kathrine, der så til gengæld også har været hyppig leverandør af lækre kager – både til elever og kollegerne på lærerværelset.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu