
637 støtter op om, at butik i Hadsund må være skriggrøn
- Nu må denne galskab ophøre, lyder det fra SF-kandidat, som mandag var på borgmesterkontoret med underskrifterne
- Lad Fingerbøl i Hadsund beholde sin facadefarve.
Det var - kort fortalt - budskabet, da borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune, mandag fik overrakt 637 underskrifter til støtte for forretningen i Hadsund.
Underskriftsindsamlingen blev i sin tid sat i værk af Kate Simonsen i Oue, og hun har siden fået følgeskab af den lokale SF-byrådskandidat, Janni Platz Sthyr, i kampen for, at man som butiksindehaver selv bør have lov til at bestemme farven på sin facade.

- Jeg - og rigtig mange andre hadsundere - har gennem hele farcen støttet Fingerbøls valg af farve på deres facade.
- De følger lokalplanen til punkt og prikke, men stadigvæk ønsker forvaltningen med Lars Højmark i spidsen at være subjektiv smagsdommer i farvevalget.
- Det samme gør sig gældende i teknik- og miljøudvalget med Jørgen Hammer Sørensen (DF) som formand, og selv den lokale Peter Muhl (S) har fulgt forvaltningens råd.
- Der har været skrevet meget i denne her sag, men det korte af det lange er, at man ikke kan være bekendt at behandle vores små erhvervsdrivende på den her måde.
- Hvis kommunen ikke til stadighed vil ligge med en ringe score på barometeret over erhvervsvenlighed, ja, så bør denne galskab ophøre.
- Pointen er at få flere butikker til Hadsund - og ikke omvendt!!
- Forhåbentlig kan underskrifterne være medvirkende til, at sagen kan få en ende nu. Ellers vil SF´s byrådsmedlem Peder Larsen sætte den på den næste byrådsdagsorden, lyder det fra Janni Platz Sthyr.