Mad og drikke

Sommeroptimisme hos Landgangen i Mariager

Efter et anderledes og udfordrende år ser Restaurant Landgangen i Mariager frem til en travl sommer

19. juni 2021 kl. 10:00

Restaurant Landgangens beliggenhed på hjørnet af Oxendalen og Hadsundvej i Mariager er ikk’ så ringe endda...

Udsigtsmæssigt fås det næppe meget bedre med fjorden, Saltcentret og Mariagers lystbådehavn som et fantastisk skue uanset årstid eller tidspunkt på døgnet.

Den udsigt har, siden grosserer Gregers Rothmann i midten af halvfjerdserne solgte sin konservesfabrik til Erik Ehlers fra Skagen, været nydt i selskab med god mad.

Den gæve skagbo så nemlig mulighederne i den gamle fabrik og lavede stedet om til et cafeteria med tilhørende værelser.

Siden blev cafeteriet forvandlet til en egentlig restaurant med selskabslokaler. I mange år med skiftende restauratører i spidsen, indtil Peder Mikkelsen overtog stedet for 14-15 år siden.

Peder ejer også Restaurant Skovbakken i Randers og Pinenhus i Glyngøre og kastede den nødvendige kærlighed, stabilitet og retning over Landgangen, hvilket også blev hjulpet godt på vej, da han efter nogle år ansatte Jan Pedersen som daglig leder.

Alt-mulig-manden

- Jeg har nu været her i ni år, og ud over at være daglig leder, så betragter jeg mig også som stedets alt-muligt-mand, fortæller Jan Pedersen, der har mange års erfaring i branchen, blandt andet fra Golfhotellet i Viborg.

I dag bor han i Mariager i cykelafstand fra Landgangen

- Jeg laver stort set alt, der hører til driften. Det er blevet en livsstil for mig, og jeg er meget glad for at være her. Vi nyder godt af en stor opbakning fra de lokale med rigtig mange stamgæster, og så har Mariager jo mange turister om sommeren, hvor vi har forrygende travlt.

- Jeg kan rigtig godt lide Landgangens variation mellem at være et eftertragtet sted til selskaber, en god restaurant for de lokale, og så være en turistmagnet i sommermånederne. Sidste år havde vi en meget travl sommer, og det forventer jeg bestemt også i år.

- Og det er fantastisk dejligt, at vi nu er i gang igen. Vi mangler selvfølgelig lidt på selskabssiden her i foråret, ligesom vi også har manglet en del på busselskaber, der normalt kommer forbi os med deres gæster.

- Men når jeg kigger i vores kalender for efteråret, så er der godt booket, og sammenholdt med forventningerne til sommeren, er vi derfor meget positive, lyder det fra Jan.

Dansk køkken

Landgangens køkken er præget af god dansk mad med klassikere som stjerneskud, stegt rødspætte, wienerschnitzel – og til den søde tand eksempelvis hjemmelavet islagkage eller pandekager med Vebbestrup flødeis. Bag kødgryderne står kokkene Rasmus og Maria.

- Vi har fokus på det danske køkken i høj kvalitet med gode, lokale råvarer. Vi har også en månedsmenu, som er sammensat efter årstiden. Her kan man vælge mellem to og tre retter, og den er også meget populær, fortæller Jan Pedersen, der glæder sig til, at mange gæster denne sommer ”tager Landgangen” ind i den hyggelige restaurant med den flotte udsigt…

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu