Mad og drikke

Restauratør: Byen fortjener en café, der har åbent hele året

07. januar 2022 kl. 19:00

Restauratør Antonino Oliveto, bedst kendt for sine mange år i spidsen for davinci ristorante i Hadsund, åbnede for to år siden Café Piccolo på Torvet i hjertet af Hadsund. Det har været to år i corona-land med bump på vejen, men den arbejdsomme italiener har stadig masser af gå-på-mod og idéer.

- Jeg har haft davinci i mange år, men har faktisk altid drømt om at supplerer med en café. Så da muligheden opstod for et par år siden, var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg kan selv godt lide cafémiljøet med en afslappet og hyggelig stemning, og hvor man både kan komme og hygge sig, men også gribe noget mad med i farten. En café er mere uformel end en restaurant, siger han.

Ændret til bordservering

I begyndelsen var det egentlig restaurantørens idé, at Café Piccolo skulle være sådan et sted, hvor man gik op til bardisken og selv tog sine lækkerier med ned til sit bord. Men det koncept slog ikke rigtigt an, så konceptet er ændret til en traditionel café, hvor man bliver betjent ved sit bord. Det kan folk her i Hadsund og omegn meget bedre lide, fortæller Antonino Oliveto, der også røber, at januar og februar ikke er højsæson i caféen.

- Både med den aktuelle corona-situation og de to vintermåneder, så kunne det nok give mest mening at holde lukket i en periode. Vi kan jo også godt mærke, at biografen, spillesteder og andre kulturelle ting i byen er lukkede. Det er jo ofte på sådanne aftener, at man også går på café. Generelt kan vi godt mærke, når der sker noget i byen, og her er januar og februar jo lidt mere stille end resten af året.

- Men vi vil ikke holde lukket. Hadsund fortjener at have en café, der har åbent hele året, og vi nyder at hygge om de gæster, der kommer. Og vil man starte året lidt sundt, så har vi mange sunde ting på menukortet. Vi kan godt mærke, at vi sælger ekstra mange af vores salater og andre sunde retter her i januar måned.

Opkaldt efter ham selv

Café Piccolo er faktisk opkaldt efter Antonino Oliveto selv, og caféens logo prydes af et billede af ham som barn.

- Jeg var den mindste af en søskendeflok på seks hjemme i Italien og blev kaldt Piccolo af min mor. Piccolo betyder nemlig ”lille” eller ”den mindste” på italiensk, fortæller Antonino Oliveto, der trods caféens navn påpeger, at maden ikke er italiensk.

- Vores menukort er meget dansk med alt fra smørrebrød og stjerneskud til sandwich, salater og ikke mindst en del forskellige burgere. Vores burgere er et kæmpehit.

- Vil man have klassisk italiensk mad, så skal man ned til os på davinci ristorante, fortæller han.

Tiltag og nyheder i 2022

Ud over Café Piccolo og davinci ristorante i Hadsund har Antonino Oliveto også is- og donutbaren CIAO i Øster Hurup.

Et trekløver af stemningsfulde serveringssteder, der på hver sin måde kræser om vores smagsløg, og hvor Antonino i øvrigt lover nogle spændende tiltag og nyheder i løbet af 2022, som han dog ikke kan løfte sløret helt for endnu.

Sådan har det i øvrigt altid været med Antonino. Han har altid noget nyt og spændende i støbeskeen.

Nyeste