Helle og Palle - med endnu en perfekt tilberedt flæskesteg...
Mad & Drikke

Palles hemmelige fif til den perfekte flæskesteg med sprøde svær

11. december 2022 kl. 09:55

Med til julen hører en god flæskesteg med dejlige sprøde svær.

Men… De fleste, der har taget kampen op med en kamsteg, kender til mindst to grumme faldgruber i tilberedningen.

Hvordan sikrer man, at kødet bliver gennemstegt, uden at det bliver tørt, men forbliver saftigt, lækkert, mørt og indbydende?

Og ikke mindst…

Hvordan sikrer man den uundværlige lækre, knasende og sprøde svær, der hører sig til en rigtig god flæskesteg?

Palle er ansvarlig

Derfor kiggede vi ind til Helles Køkken på Storegade i Hadsund for at få et par ”hemmelige” fif af Palle Jensen, der i december måned vel må bære titlen ”flæskestegsansvarlig” hos Helles Køkken, der steger flere hundrede kamstege i december måned.

- Allerførst er det meget vigtigt, at sværene på stegen er ridset helt igennem. De skal være ridset helt ned til starten af kødet, men ikke ned i kødet. Det kan godt tage lidt tid, men det er helt sikkert besværet værd. Det lønner sig, fortæller Palle Jensen.

Når det er gjort, er det en god idé at hælde spilkogende vand over stegen, så åbner sværene sig, hvorefter stegen skal sættes i en ovn med fuld skrald på varmen fra starten. Her anbefaler Palle at give den 20 minutter ved 230 grader, hvorefter der kan skrues ned til 200 grader.

- Mange starter ved de 200 grader og skruer senere op til høje temperaturer. Men det er faktisk lidt af hemmeligheden at gøre det omvendt. Ved at starte ved den høje temperatur, sætter man fut i sværene fra starten, og det er genvejen til altid at få sprøde svær.

Lækkert, lækkert...

- For at opnå den helt perfekte steg, der bliver tilpas gennemstegt, uden at blive tør, bruger jeg altid et stegetermometer. Stegen er perfekt tilberedt ved 67 grader. Skulle sværen mod forventning ikke være sprøde alligevel, kan man altid lige afslutte med lidt tid under grillen, hvis man har den funktion. Men det er vigtigt hele tiden at holde øje med stegen, når man bruger grill. Det kan gå lynhurtigt med at brænde sværen af, siger Palle Jensen, der også har et andet lille fif.

- Jeg stikker ikke laurbærblade ned mellem sværene. Så bliver de nemlig ofte svedne og brændte. Jeg lægger dem i stedet i bradepanden under stegen. Så trænger den dejlig smag fra laurbærbladene også meget bedre op i kødet.

Velbekomme!

Annonceret indhold

Nyeste