Ægteparret Elin Jonsdottir og Geir Magnusson har åbnet Esja Bistro og Bar på Store Torv i Hobro. Adressen hedder Adelgade 32.
Mad & Drikke

Nyt spisested i Hobro har et islandsk tvist

Islandsk ægtepar har sammen med forældrene åbnet bistro og bar i Hobro

23. august 2022 kl. 14:17

HOBRO: Torsken har svømmet i islandsk hav, før den bliver til filet og ender i en omgang fish & chips på Hobros nyeste madsted. Og der er masser af islandsk kant over Esja Bistro og Bar, som ligger på Store Torv i Hobro.

Med god grund, for bag bistroen står ægteparret Geir Magnusson og Elin Jonsdottir, der begge er islændinge og indtil april boede på vulkanøen. De får assistance i bistroen af Elins forældre, Hjördis Ingsvarsdottir og Magnus Gudfinnsson, som også netop er flyttet til Danmark.

Magnus Gudfinnsson er kok, og familien har erfaringer med at drive et mobilt madsted på Island og har udviklet egne opskrifter.

- Folk på Island kørte langt for at smage vores fish & chips. De var vilde med den, fortæller 42-årige Geir Magnusson.

Bistroen slår på sit islandske islæt og benytter fisk importeret direkte fra vulkanøen i deres retter.

På Island arbejdede han som udviklingsspecialist i detailbranchen, mens hustruen, 37-årige Elin Jonsdottir, var tandlægeassistent. Tidligere i år tog de et stort spring og fik Elins forældre med på ideen. De flyttede til Danmark.

- Island er et lille land. Mulighederne i Danmark er større, forklarer Geir Magnusson.

Geir og Elin fandt deres nye drømmehjem, et nedlagt landbrug, ved Mariager. Hans svigerforældre flyttede til Assens, og Hobro blev valgt som hjemsted for bistroen, fordi befolkningsgrundlaget her er større.

Geir Magnusson og Elin Jonsdottir, har seks børn, der er mellem 1 og 19 år. De tre ældste bor stadig på Island for at færdiggøre deres skolegang. Familiens yngste skal snart i vuggestue, mens to børn nu går på Mariager Skole.

Navnet Esja betyder fjeld på islandsk. Og fisken, der bruges i retterne, er direkte importeret fra Island. Foruden torsk gælder det torskefisken fisken almindelig brosme, som har et særligt velsmagende kød og anvendes i bistroens fiskewraps.

Selv om flere retter på menukortet umiddelbart kan genkendes af de fleste, er alt ikke, som det plejer.

- I vores burger bruger vi ikke hakket oksekød, men skært kød af inderlår. Så supplerer vi med champignon og bearnaise. Det smager fremragende, garanterer Geir Magnusson, der tidligere har boet syv år i Danmark, da han uddannede sig til bygningskonstruktør.

Han fremhæver også, at bistroen har flere veganske retter på menuen. Blandt en vegansk burger og vegansk bøfsalat. Og så introducerer det nye spisested friteret blomkål for hobroenserne.

Sæsonen for is nærmere sig slutningen, men Geir Magnusson vil holde gang i bistroens softicemaskine året rundt.

Bistroen serverer naturligvis kaffe, vind og fadøl. Ejerne satser også på salg af softice, og lader sig ikke kue af lidt vinter.

- På Island er der altid koldt, så vi spiser softice året rundt. Vi vil forsøge at få hobroenserne til at spise softice om vinteren, smiler Geir Magnusson.

Annonceret indhold

Nyeste