
Lenes Pølser på Industrivej lukker
Sidste åbningsdag er lørdag 3. juli
I efteråret 2015 åbnede Lenes Pølser på Industrivej i Hadsund ved siden af Jem & Fix.
Men efter mere end fem og et halvt år bliver den sidste pølse langet over disken lørdag 3. juli.
Lukningen skyldes en større ombygning af Jem & Fix samt deres parkeringsplads. Pølsevognen flytter nu til Randers Flyveplads, hvor en ny ejer tager over.
Pølsevognens nuværende ejer er Christian Bundgård, hvor hans kone Lene Bundgård har stået for den daglige drift og det er igennem årene blevet til rigtig mange hotdogs og hyggelige snakke ved disken. Lene har serviceret de lokale, hvor flere er kommet fast forbi, men også mange turister har fundet vejen til Lenes Pølser.
I forbindelse med lukningen af pølsevognen har Lene valgt at gå på efterløn, og den sidste åbningsdag bliver derfor helt sikkert meget specielt for hende.
Lene vil dog kunne kigge tilbage på nogle fantastiske år i pølsevognen og takker for opbakningen og de mange gode snakke. Samtidig håber hun rigtig meget, at mange vil kigge forbi lørdag 3. juli og få en sidste snak, inden pølsevognen flytter til Randers.