- Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at jeg skulle være selvstændig og have mit eget værtshus, men efter en snak med en revisor, hvor vi gennemgik tallene, valgte jeg at kaste mig ud i det, fortæller Janni Laursen. Foto: Jesper Bøss
Mad og drikke

Janni skaber hygge og god stemning på Jagtstuen

Indtil for seks år siden havde Janni Laursen aldrig skænket det en tanke, at hun skulle være selvstændig. Nu er det nærmest blevet en livsstil at drive værtshus

09. maj 2021 kl. 09:00

Jagtstuen i Hadsund er et moderne, brunt værtshus med mange trofaste stamgæster.

Men bag den velkendte facade på Storegade 6 gemmer der sig også historien om 34-årige Janni Laursen, der som forpagter på sjette år ønsker at invitere endnu flere inden for i de nyrestaurerede lokaler og i øvrigt sætte fokus på den vigtige, sociale rolle, som et værtshus spiller.

Samtidig vil hun gerne nedbryde nogle fordomme om brune værtshuse …

- Der var måske engang, hvor nogle sad på værtshus fra morgen til aften og drak sig fra hus og hjem, og hvor både øretæver og tobaksrøg hang tungt i luften. Samtidig var der i gamle dage flere sociale grupperinger på et værtshus, og der blev gloet lidt, hvis nye ansigter kiggede ind. Men sådan er det bestemt ikke længere, og da slet ikke på Jagtstuen, fortæller Janni Laursen.

- I dag kommer alle typer af mennesker for at være sammen og hygge sig. Mange kommer til fyraften, når de får fri fra arbejde. Nogle bor alene, så de nyder at komme og få en snak. Andre kommer med familie eller venner. Skønt er det også at opleve, at der virker til at være et generationsskifte i gang, idet de unge også er begyndt at komme – særlig i weekenderne. I dag er Jagtstuen i øvrigt også røgfri, og vi har en skøn terrasse med udsigt til fjorden.

- Stamgæsterne betragter hinanden som familie, og sådan har jeg det også selv. Jagtstuen er også rammen om mit eget sociale liv, og jeg har masser af gode venner, fortæller Janni Laursen – ord der understreges af, at hun hvert år også holder både jul og nytår på Jagtstuen sammen med gæsterne.

- Både juleaften og nytårsaften har vi åbent for alle indtil klokken 16.00, men derefter er det kun for dem, der har tilmeldt sig aftenen og spisning på forhånd. Vi hygger, har pakkeleg, dans om juletræ og får naturligvis den mad, der hører sig til. Det er altid fantastisk hyggeligt, og både min mor, far, farmor og bror deltager også. Klokken 22.00 åbner vi så dørene for alle igen, fortæller Janni.

- Jagtstuen er stadig et brunt værtshus, men vi har givet stedet et respektfuldt løft for at gøre det mere moderne, men samtidig bevare atmosfæren. Foto: Jesper Bøss

Uddannet byggetekniker

- Jeg er oprindeligt uddannet byggetekniker, men på et tidspunkt havde jeg nogle forskellige vikarjobs. Så da den daværende forpagter tilbød mig et fuldtidsjob på Jagtstuen, sagde jeg ja. Efter et stykke tid spurgte hun, om jeg ikke ville overtage stedet.

- Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at jeg skulle være selvstændig og have mit eget værtshus, men efter en snak med en revisor, hvor vi gennemgik tallene, valgte jeg at kaste mig ud i det. Også selv om banken ikke syntes, det var en god idé. Men det lykkedes alligevel med lidt hjælp fra min far, og jeg overtog stedet 1. januar 2015, fortæller Janni, der har brugt tiden under det seneste års nedlukninger på at sætte Jagtstuen i stand.

- Det er stadig et brunt værtshus, men vi har givet stedet et respektfuldt løft for at gøre det mere moderne, men samtidig bevare atmosfæren, forklarer hun.

Inden coronaen brød forstyrrede ind, gjorde Janni Laursen meget ud af lave forskellige arrangementer – blandt andet sommerfest, julefrokost, vinsmagning, musikarrangementer, billardturnering og fællesspisning om tirsdagen. Det regner hun snart med kommer i gang igen.

Paw Haferbier er en glad stamgæst på Jagtstuen. Han er kommet med jævne mellemrum de sidste 40 år. Foto: Jesper Bøss

Glade stamkunder

Én af stamkunderne på Jagtstuen er 57-årige Paw Haferbier.

- Jeg er vel kommet her i 40 år og har altid sat pris på det sociale sammenhold. At man efter en lang arbejdsdag kan komme og få en god snak. Jeg betragter os som en stor familie, og det betyder meget for mig at komme her, fortæller han.

Maria Ranvits kommer både som kunde og som trofast hjælper bag baren. Foto: Jesper Bøss

Samme budskab lyder fra Maria Ranvits (43), der kommer både som kunde, men som også er trofast hjælper bag baren.

- Jagtstuen har været min adresse nummer to i godt tyve år. Hyggen, det sociale samvær, at man kan komme og rafle og få en kold øl. Det sætter jeg pris på. Mange af de mennesker, jeg mødes med herinde, ser jeg også privat eller i andre sammenhænge. De er gode venner.

- Og vi er slet ikke en lukket klike. Man er altid velkommen, og jeg synes, at vi er gode til at tage imod nye, der gerne vil snakke og være en del af fællesskabet, fortæller hun.

Rødder i 1960’erne

Jagtstuen har rødder tilbage til slutningen af 1960’erne, hvor adressen for første gang blev et værtshus – eller rettere ølstue i den ene ende og cafeteria i den anden.

Det var ægteparret Tage og Tonni Olsen, der drev det dengang. Tage passede ølstuen og Tonni cafeteriet, og i 1972 blev hele underetagen bygget om og blev til ”Tage’s Ølstue”.

Nogle år senere skiftede bodegaen navn til Jagtstuen, og fra 1979 og 36 år frem var stedet ejet af Børge og Inge Leth, der også i mange år selv drev bodegaen.

De seneste tyve år har der været flere forskellige forpagtere på Jagtstuen, og nu er det altså Janni Laursen, der står ved roret.

Jagtstuens klassiske facade ud mod Storegade. Foto: Jesper Bøss

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu