Sally og Simon Voss.
Mad & Drikke

Fra hesteshop til Sallys Café: Ægtepar har skiftet kurs

21. maj 2023 kl. 11:01
Opdateret 22. maj 2023 kl. 17:15

HADSUND: Tilbage i februar måned i år slog det tyske ægtepar Sally og Simon Voss dørene op til butikken ”Hesteshop” på Storegade 36 i hjertet af Hadsund. 

Dengang som en kombination af en butik med nyt og brugt hesteudstyr, brugskunst og en lille café. Nu er konceptet ændret, og navnet er Sallys Café.

- Vi må nok erkende, at kombinationen af hesteudstyr, brugskunst og café forvirrede folk en smule. Det samme gjorde navnet. Man går jo ikke ind i en hesteshop, hvis man har lyst til kaffe, kage og sandwich. Derfor har vi lavet det om til Sallys Café, fortæller Sally Voss.

- Vi har stadig en lille smule hesteudstyr, men det er minimalt. Fokus er på caféen og så selvfølgelig salg af lidt brugskunst, ligesom vi én gang om måneden vil invitere til et større loppemarked, hvor vi også rykker ud på gaden.

Massevis af stemning og hygge i caféen.

Selskaber og udvidet menukort

- Efter vi ændrede navnet til Sallys Café, er der kommet langt flere gæster, og ambitionen er både gæster, der kommer ind fra gaden, samt at vi bliver et hyggeligt og kendt sted til forskellige slags selskaber. Eksempelvis fødselsdage.

- Vi har også løbende udvidet vores menukort, og det vil vi også gøre fremadrettet. Vi har også søgt om en alkoholbevilling, så vi kan servere øl og vin, men det tager desværre lidt tid at få den, fortæller Sally Voss, der sammen med Simon flyttede til Danmark for godt et år siden.

Sallys Café.

De kom hertil fra Flensborg, hvor Simon arbejdede som svejser, mens Sally havde sit eget rengøringsfirma. Men de havde begge lyst til at prøve noget helt nyt – og det blev Danmark, hvor de flyttede ind i et dejligt hus i Als med god plads til hele familien, som består af Noa på 8 år, Mathies på 13 år og Dominik på 15 år.

Hertil kommer familiens tre heste, som i første omgang gav idéen til at åbne butikken/caféen, som derfor startede som Hesteshop, men som nu er Sallys Café.

Sallys Café har hjemme på Storegade 36 i Hadsund.
Annonceret indhold

Nyeste