Geir og Elin åbnede i august Esja Bistro & Bar på Store Torv i Hobro, og byen har taget godt imod det islandske par og deres menukort. 
Mad & Drikke

Byens islandske spisested: Her får du steikarloka og Eyjafjellajökull

Geir og Elin fra Island har fået en forrygende start med deres bistro i Hobro

17. november 2022 kl. 12:00

Kunderne behøver ikke at være skarpe i udtalen, når de bestiller en steikarloka på Esja Bistro & Bar i Hobro.

Værterne, Geir og Elin, skal nok finde ud af at tilberede deres særlige sandwich. Nogen vil kalde den en burger, men ikke som de fleste. Oksekødet er tyndskåret af inderfilet, der får selskab af smørstegte champignon, løg og bearnaise.

- Det er en luksusudgave af en sandwich. Vi serverede den selv derhjemme nytårsaften, fortæller Geir Magnusson.

Han og hustruen, Elin Jonsdottir, rykkede rødderne op af den islandske vulkanjord i april og flyttede til Mariager sammen med tre af deres seks børn. De ældste blev i Nordatlanten for at passe deres skolegang.

Midt i august åbnede de Esja Bistro & Bar på Store Torv i Hobro. Byen har taget godt idet nye spisested.

- Særligt efter omtale i medierne stod gæsterne i kø helt ud på gaden. Vi var slet ikke forberedt på så mange kunder, men vi lærte meget i den periode. Nu er vi blevet bedre til at forberede os, hvis der bliver travlt, fortæller ægteparret. 

Vulkansk forret

Mange dage er der fyldt ved alle borde i cafëen, også i lokalet på førstesal. Men caféparret kan godt mærke, at krisen bider i danskerne.

Esja Bistro har fish & chips, fiskeburgere og andre fiskeretter på menuen, og råvarerne er fanget i havet omkring Island.

- Nu kommer der færre kunder. Men vi er optimistiske, for vi udvikler hele tiden vores koncept og har 1070 ideer. Vi holder fast i princippet om at servere god mad til en fornuftig pris, siger Geir Magnusson.

Siden åbningen for tre måneder siden er nogle retter taget af menuen, mens nye er kommet til. F.eks. førnævnte luksussandwich, steikarloka. De islandske værter byder også på en særlig forret med navnet Eyjafjellajökull. 

Det er en deletallerken med friteret blomkål, benløs, friteret kylling, friteret løg og dip i midten.

Navnet Eyjafjellajökull er i øvrigt identisk med den berømte, islandske vulkan, som i 2010 gik i udbrud og sendte enorme mængder aske op i atmosfæren og lammede alverdens flytrafik.

Julemad og fodbold

I forbindelse med Mortensaften lancerede Esja Bistro & Bar en særlig andeburger.

- Vi havde købt ind og forberedt os på at sælge den hele ugen, men den blev udsolgt på første dag, smiler Geir Magnusson.

Han er i færd med at filetere den ferske torsk, som naturligvis har svømmet i islandsk farvand. I køleskabet bag disken står islandsk øl, og hyggemusikken fra musikanlægget er med hjemlandets kunstnere.

Torsk fra islandske farvande.

- I forbindelse med julemåneden lancerer vil en klassisk, islandsk juleret: Røget lammekød med kartofler, specielle grønne bønner, sovs og rødkål. Alle islændinge spiser det. Vi er vokset op med den ret, siger Geir Magnusson. 

Også på et andet felt forsøger Esja Bistro at følge tidens tema. Restauranten har købt et enormt tv, som monteres på førstesal.

- Så kan man komme forbi og se kampene fra VM i fodbold, mens man drikker en øl eller en sodavand og nyder nogle lette snacks, lokker Geir Magnusson. 

Nødopkald til datteren

Han indrømmer, at det har været hårdt arbejde at åbne spisested i Hobro. Ægteparret havde så travlt efter åbningen, at de sendte et nødopkald til ældste datter, Embla på 19 år, som fortsat boede på Island. Hun rejste til Himmerland for at hjælpe forældrene i bistroen, og hun assisterer stadig.

- Vi har også ansat et par gutter til at hjælpe til om aftenen, så efterhånden har vi fundet en god rytme. Men vi håber senere at kunne ansætte endnu en medarbejder, siger Geir Magnusson, som typisk arbejder fra morgenstunden til lukketid om aftenen.

Geir Magnusson har lange arbejdsdage, men håber senere at kunne ansætte yderligere en medarbejder til at aflaste.

Når han kommer hjem om aftenen, bestiller han varer, laver regnskab og markedsføring.

Hustruen, Elin, bruger knap så meget tid i restauranten, for ægteparret har tre børn, der også kræver omsorg.

Yngste er Eva Glodis på et år, som går i vuggestue i Mariager. Sønnen Ymir Darri på syv år og datteren Saga Pöll på ni år går på Mariager Skole.

- Børnene elsker at gå i skole, og de er pludselig begyndt at tale vildt meget dansk. De får sprogundervisning i dansk nogle timer om ugen, fortæller forældrene. 

Is hele året

De er også glade for deres nye, danske tilværelse med bopæl i en ejendom lidt uden for Mariager.

- Island har selvfølgelig masser af vild natur, men når du bor der, ser du den ikke. Nu er vi flyttet til en helt ny verden med en hel anden, skøn og smuk natur. Vi elsker, at græsset er grønt hele året, smiler Geir Magnusson.

Da Elin og Geir åbnede deres Esja Bistro & Bar, købte de en flot softicemaskine.

- Vi elsker is, og på Island spiser man is året rundt. Det gør man altså ikke i Hobro, konstaterer Geir Magnusson.

Så nu er ismaskinen slukket og holder vinterpause.

Annonceret indhold

Nyeste