Paw Jensen og Dorthe Bejer mødte hinanden på dansegulvet på Pigernes Kro for flere år siden. Senere blev de kærester, og nu driver de selv det ikoniske dansested. Arkivfoto: Henrik Bo
Mad og drikke

Busserne er på vej tilbage til Pigernes Kro

Nye forpagtere har planer

07. juli 2022 kl. 14:21

ONSILD: Paw Jensen og Dorthe Bejer overtog forpagtningen af Pigernes Kro i Onsild for knap et år siden, og 4. september i fjor stod de bag deres første dansebal med levende musik i den legendariske kro.

På trods af corona-bump er det første år gået godt. Nu holder de sommerpause, men lørdag 30. juli åbner ballet igen.

- Den levende musik leveres af Robin, og vi ved allerede, at der kommer mange gæster den aften, siger Paw Jensen.

Til efteråret forsøger værtsparret af genoplive et element, der i årtier var en fasttømret del af ballerne på Pigernes Kro: Busserne.

I kroens velmagtsdage hentede fem-seks busser gæsterne fra langt oppe i Vendsyssel og fra Midt- og Vestjylland. Så skulle dansefolket ikke bekymre sig om at komme sikkert hjem med promiller i blodet.

- Mange gæster efterspørger busserne, og derfor vil vi som et forsøg prøve at arrangere buskørsel nogle lørdage. Men det bliver nok ikke med fem-seks busser fra begyndelsen, forklarer Paw Jensen.

Præcis hvor og hvor langt borte fra Onsild, busserne skal køre med danseklare passagerer, er endnu ikke fastlagt.

Der er altid levende musik ved ballerne på Onsild Kro hver lørdag aften. Værtsparret fortæller, at de allerede har booket musik til samtlige lørdage i 2023 på nær et par stykker.

Læs også artiklen her om det danseglade par, som driver Pigernes Kro.

Nyeste