Fra prøvesmagningen af Bies Juleøl ses fra venstre formand Jesper Mikkelsen, prøvesmager Lone Kalstrup, Christian Dilling fra Real Drink, Kim Thinggaard fra bryghusets bestyrelse, formand for Humlebierne Stefan Christensen og bestyrelsesmedlem Flemming Christensen.
Mad & Drikke

Bie bag eksportøl

Men det nye bryg kan slet ikke købes i Hobro

11. november 2022 kl. 11:01

Der skjulte sig en gedigen overraskelse på bunden af glasset, da Bie’s Bryghus i Hobro forleden præsenterede den traditionelle juleøl for det efterhånden lige så traditionelle smagspanel.

Formanden for bryghusets bestyrelse, Jesper Mikkelsen, afslørede, at Bie har sendt ikke bare en, men faktisk hele to eksport øl på gaden – en almindelig pilsner og en classic. Det er sket i et tæt samarbejde med bryggeriets nye distributør, Real Drinks, som har domicil i det tidligere Norcold på Ålykkevej i Hobro.

Bies Bryghus lægger navn til de to eksport øl, som brygges på henlagte opskrifter fra landets ældste bryggeri i Hobro. Ideen tilhører brødrene bag Real Drinks, Jens og Christian Dilling, som med mange og nære forretningsmæssige relationer til restauranter, cafeer og barer butikker landet har øjnet muligheder i at lancere en eksport øl fra det historiske bryggeri i Hobro.

Bies Bryghus har nu fået to eksport øl, men de kan ikke købes i lokalområdet. De eksporteres til København og Aarhus.

- Bies Bryghus har ikke noget at gøre med brygningen Bies eksportøl. Det klarer Real Drinks via et samarbejde til anden side. Vi har blot stillet vores gode navn til rådighed, og har så indgået den aftale med distributøren, at vi tilgodeses økonomisk i forbindelse med salget af Bies eksportøl, forklarer Jesper Mikkelsen.

Øl-hungrende hobroensere skal desværre ikke sætte næsen op efter at smage de nye øl hverken i restauranten på Bies Bryghus eller andre steder i lokalområdet. Det skal nemlig tages alvorligt, når der snakkes om eksport øl, og derfor sælges de kun på fad på barer og cafeer i større byer som København og Århus. Eksportøllene er ikke tappet på flasker.

Hvad angår Bies egen traditionelle juleøl er den brygget på den velkendte opskrift fra 2015. Der er brygget 1000 liter til fustager på eget anlæg, og dertil kommer så 3500 øl tappet på flasker i Randers.

Samarbejdet med Bies Bryghus

Real Drinks har et tæt samarbejde med Bies Bryghus i Hobro, som har lagt navn til seks safte, fire sodavand og senest to eksport øl.

De seks safte indehold rabarber, hyldeblomst æblemost, appelsin, ingefær og solbær.

De fire sodavand er citron, appelsin, rabarber og ingefær.

De to eksport øl er en almindelig pilsner og en classic. De kan ikke købes i lokalområdet, men “eksporteres” i fustager til større byer som København og Århus.

Annonceret indhold

Nyeste