Den 1. april overtager Trine Højfeldt Kronborg Bach Den Graa Kok i Hadsund.
Mad & Drikke

25-årige Trine er ny kvinde i spidsen for legendarisk værtshus

24. februar 2023 kl. 19:01

Ét af Hadsunds mest kendte værtshuse; Den Graa Kok på Storegade 51-53 får ny ejer, når Trine Højfeldt Kronborg Bach den 1. april overtager stafetten fra Joan Tøttrup Gram.

- Siden jeg var en lille pige, har jeg sagt til mine forældre, at jeg ville åbne min egen restaurant og hotel i Hadsund. Faktisk udpegede jeg allerede som 10-årig et smukt sted i Hadsund, hvor jeg ville bygge og åbne min egen restaurant med hotelværelser ovenpå.

- Det sted er siden blevet solgt til andre, så nu starter jeg med at få mit eget værtshus. Så må vi se, hvad det siden bliver til, lyder det med et stort smil fra Trine Højfeldt Kronborg Bach, der lige nøjagtig når at blive 25 år, inden hun den 1. april overtager Den Graa Kok.

Altid en del af Trines liv

Den Graa Kok - et klassisk brunt værtshus/vinkælder med spillemaskiner, billardbord og møbler i mørke farver - har altid været en del af Trines liv.

- Da jeg var en lille pige, kunne min far indimellem godt tage mig med herned, når han skulle have en fyraftensøl, mens jeg fik en sodavand. Min far kommer her stadig, og det samme gør mine ældre søskende og da jeg blev gammel nok, kom jeg her også selv.

- Jeg har altid sat pris på stedet, stemningen, atmosfæren og de mennesker, der kommer her. Man kommer virkelig hinanden ved på en god og hyggelig måde. Det er som et lille samfund, hvor man passer på hinanden, fortæller Trine, der begyndte at arbejde på Den Graa Kok så sent som i november sidste år, hvor hun havde sin første vagt bag bardisken på selveste J-Dag.

Trine Højfeldt Kronborg Bach overtager fra Joan Tøttrup Gram (tv), der har stået i spidsen for Den Graa Kok de sidste 25 år.

Musik, maddag og andre nye tilbud

Kort tid efter at Trine startede, luftede den nuværende indehaver Joan Tøttrup Gram, der har stået i spidsen for Den Graa Kok siden 1998, at hun snart gerne ville finde sin afløser. Den udfordring var Trine hurtig til at gribe.

- Jeg så hurtigt en mulighed, og skulle ikke bruge ret lang tid på at overveje tilbuddet. Jeg kender jo stedet, stamkunderne og kan også se et nyt stort potentiale. Og så nyder jeg bare at være her.

- Jeg kommer ikke til at skabe de helt store revolutioner hernede, men jeg vil prøve at tiltrække flere unge mennesker, blandt andet med musik og andre tilbud, og så har jeg planer om at indføre en maddag én gang om ugen, hvor man kan købe dagens ret. Samtidig bliver der andre mindre justeringer, men ellers bliver det Den Graa Kok som man kender den, fortæller hun.

Den Graa Kok er et klassisk brunt værtshus/bodega og vinkælder.

Farvel og goddag markeres

Joan Tøttrup Gram, der altså har haft Den Graa Kok i 25 år, glæder sig til at overdrage værtshuset til Trine.

- Der skal nye unge kræfter til, og Trine er perfekt til at føre stedet videre. Hun er arbejdsom og fuld af gå-på-mod, og så kender hun både stedet og stamkunderne, lyder det fra Joan.

Trine Højfeldt Kronborg Bach overtager formelt Den Graa Kok den 1. april.

Skiftet markeres med en farvel-reception for Joan fredag den 31. marts, mens der er velkomst-reception for Trine en uge senere – fredag den 7. april.

Annonceret indhold

Nyeste