Visionen om et nyt og moderne Filmteater i Hobro, som kan lokke de unge i biografen, får en varm modtagelse i byrådet - men der er pt. ingen tilsagn om penge. Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

Vision om ny biograf i Hobro sat i venteposition

26. maj 2022 kl. 11:20

Filmteatrets idé om at bygge en ny og moderne biograf i hjertet af Hobro er sat i venteposition.

Byrådet i Mariagerfjord Kommune ville på sit møde 25. maj 2022 ikke give her-og-nu håndslag på støtte til projektet, der har et budget på godt 20 millioner kroner.

Borgmester Mogens Jespersen (V) lod forstå, at Filmteatrets projekt er i skarp konkurrence med et andet projekt på Store Torv; et kombineret kultur- og rådhusbyggeri i Hobro Bibliotek samt Adelgade 26-28.

- Vi får ikke tid, råd og lov til at lave begge dele. Men hvis vi skrinlægger det store projekt (kultur- og rådhus på Store Torv, red.) er der mulighed for at gennemføre Filmteatret, sagde Mogens Jespersen.

Der er altså lagt op til svære prioriteringer, når byrådet inden sommerferien tager hul på forhandlingerne om budget 2023.

Formand for kultur- og fritidsudvalget, Jens-Henrik Kirk (K) anser det for at være rettidig omhu at lægge kultur- og rådhusprojektet ned for at noget andet kan spire frem.

- Det vil være en investering i kulturen, en investering i bosætning og et kæmpe scoop, sagde han.

Jane Grøn (S) mindede om, at Filmteatret for få år siden hang i en tynd tråd. En ny bestyrelse og mange nye frivillige har ydet et imponerende arbejde for at få Filmteatret på ret køl, roste hun.

Det er Filmteatret, som i samarbejde med Hobro Borger- og Håndværkerforening har lanceret et projekt til kulturelt kraftcentrum på Store Torv for teater, biograf, revy og koncerter.

Idéen er at indrette to biografsale med alskens moderne udstyr, hvor der i dag er Borgerservice, ligesom Hobro Teater skal moderniseres.

Ud af budgettet på godt 20 millioner kroner forventer initiativtagerne at rejse 12 millioner kroner fra private donationer og fonde. Der mangler omkring 9 millioner kroner, som man gerne vil have Mariagerfjord Kommune til at bidrage med.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu