Aalborg Håndbold er danske mestre tre år i træk. Foto: Henrik Bo
Livet her

Verdenseliten kommer til Hobro

Aalborg Håndbold spiller testmatch mod svenskere i Hobro Idrætscenter 5. august

21. juli 2021 kl. 09:55

Håndboldspillere i verdensklasse løber torsdag 5. august på banen i Hobro Idrætscenter. Her spiller de danske mestre og næstbedste i Europa, Aalborg Håndbold, testkamp mod svenske Lugi HF.

Kampen afvikles i et samarbejde mellem HIK-Rosendal Håndbold og Aalborg Håndbold og skal fungere som forberedelse mod den kommende sæson, hvor Aalborg Håndbold skal forsøge at leve op sidste års enestående resultater.

- Vi er glade og stolte over at kunne præsentere håndbold i verdensklasse i Hobro, fortæller formand for HIK-Rosendal Håndbold Jonas Beck Vestergaard.

Aalborg Håndbold har vundet det danske mesterskab de seneste tre sæsoner og kronede i år denne bedrift med en Champions League-finale mod selveste FC Barcelona.

- I vores verden fås det simpelthen ikke større, siger Jonas Beck Vestergaard.

HIK-Rosendal Håndbold håber, at kampen kan promovere håndbolden i lokalområdet. Man har fået støtte fra klubbens hovedsponsor, Jutlander Bank, og kan sælge billetter til en favorabel pris. Børn under 13 år kommer ind gratis, mens øvrige må slippe 50 kroner.

Billetter kan købes via Himmerlandsbilletten.dk eller via HIK-Rosendal Håndbolds Facebook side. Kampstart er klokken 18.30.

Aalborg Håndbolds modstander, Lugi HF fra Lund i Skåne, var i seneste sæson blandt topholdene i den bedste svenske liga.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu