Daria Leasco og Oxana Preadco har sammen åbnet en skønhedsklinik i Hadsund.
Livet her

Veninder fra Moldova åbner skønhedsklinik

05. maj 2023 kl. 17:01

Veninderne Daria Leasco og Oxana Preadco har sammen åbnet en ny skønhedsklinik i Hadsund. Klinikken bærer to navne; Cinderella Beauty og Nails by Oxy.

Den nye klinik, der havde første åbningsdag den 2. maj, men som fortsat er ved at blive gjort helt klar både inde og ude, har hjemme på Storegade 38 i Hadsund.

Oxana Preadco har fokus på negle i Nails by Oxy.

De to veninder, der stammer fra Moldova, er flyttet til Hadsund, da deres kærester fik arbejde på en gård i området. Begge var klar på at forfølge eventyret i et andet land.

Det er omtrent et år siden, og nu var tiden inde til, at de sammen ville efterleve deres fælles drøm, nemlig at åbne en skønhedsklinik i byen - med hver deres specialområde.

22-årige Daria Leasco står i spidsen Cinderella Beauty, hvor hun tilbyder behandlinger som blandt andet at lave øjenbryn, extensions af vipper, ansigtsbehandlinger, lægge makeup m.v., mens 24-årige Oxana Preadco kalder sin del af klinikken for Nails by Oxy. Her tilbyder hun forskellige pedicures og andre skønhedsbehandlinger med fokus på neglene.

Daria Leasco står i spidsen Cinderella Beauty, hvor hun tilbyder behandlinger som blandt andet at lave øjenbryn, extensions af vipper, ansigtsbehandlinger, lægge makeup m.v.,

- Det er spændende for os, og vi glæder os meget. Selvom vi først lige har slået dørene op til klinikken, og ingen rigtig kender os endnu, har vi allerede haft fint med kunder de første dage, så det lover meget godt, lyder det samstemmende fra duoen, der også nyder at være i Danmark.

- Vejret kunne måske være lidt bedre, men her er godt nok smukt og dejligt. Lige nu bor vi i en lejlighed i Hadsund, men planerne er at få hvert vores eget hus i byen sammen med vores mænd, lyder drømmene fra de to unge kvinder.

Klinikkens første åbningsdag var som nævnt den 2. maj, men på søndag den 7. maj inviterer duoen til åbent hus i klinikken. Her kan man hilse på pigerne, høre lidt om deres tilbud, se lokalerne og få lidt til ganen.

Annonceret indhold

Nyeste